Manglen på ansatte i servicebranchen er rekordhøjt

Andelen af virksomheder i servicebranchen, der mangler hænder, er aldrig set større hos Danmarks Statistik.

Andelen af virksomheder i servicebranchen, der melder om mangel på arbejdskraft, er rekordhøjt.

I august meldte 28 procent af virksomhederne i branchen om mangel på hænder. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Det er den højeste andel i de ti år, statistikken er lavet.

Det er især hoteller, hvor det gør sig gældende, da 80 procent mangler ansatte, mens det for restauranter er 62 procent.

I bygge- og anlægsbranchen melder 43 procent om mangel på hænder, hvilket er den højeste andel i 15 år.

En vedvarende udfordring

Hos Sydbank vurderer cheføkonom Søren Kristensen, at det går ud over den økonomiske vækst i Danmark, at virksomhederne ikke kan få besat alle sine stillinger.

- Selv om vi på den ene side kan glæde os over, at det går godt i dansk økonomi, så kan vi ærgre os over, at det kunne være gået endnu bedre.

- Noget af manglen på arbejdskraft hænger sammen med, at store dele af servicesektoren har slået dørene op på vid gab henover sommeren. Derfor har mange skullet bruge kokke og tjenere på samme tidspunkt.

- Derfor kan problemerne aftage lidt henover efteråret, men grundlæggende vurderer vi dog, at det er en udfordring, der er kommet for at blive, siger Søren Kristensen i en skriftlig kommentar.

Testcentre tiltrækker medarbejdere

Hos Danske Bank påpeger cheføkonom Las Olsen, at manglen på arbejdskraft skal ses i sammenhæng med, at rigtig mange har haft arbejde i testcentre eller vaccinationscentre.

- Det taler for, at det bliver lidt nemmere for virksomhederne i den kommende tid, men der er ingen grund til at tro, at det bliver nemt, siger han i en kommentar.

Statistikken er landet mandag, hvor regeringen præsenterer sit finanslovudspil for 2022.

Tendensen rammer også Fyn

Også på Fyn oplever man, at det er særdeles vanskeligt at finde personale til servicebranchen. Det fortæller blandt andre Anders Jensen, der er bestyrer af restauranten Under Uret i Svendborg. 

- Vi kan genkende de tal, der er kommet frem fra Danmarks Statistik. Særligt i forhold til manglen på køkkenpersonale, hvor vi er rigtig hårdt ramt på bemandingen, siger han til TV 2 Fyn og fortsætter. 

- Det er noget, vi generelt oplever. Jeg ved, at der er andre caféer hernede, der ligesom os, har været tyndt bemandet. Jeg ved, de også har mistet ansatte, der er blevet tilbudt job andetsteds. De har også haft svært ved at finde nyt personale efterfølgende.

Også bestyrelsesmedlem i Horesta Tom Pelle Jensen bekræfter, at tallene afspejles på Fyn.

- Vi kan genkende tallene, men det er vigtigt at understrege, at det skyldes mere end blot de mange poderjob. Vi har, foruden de mange medarbejdere, der fik job som podere, også mistet en række faglærte til andre brancher. Det er den cocktail, der rammer så hårdt. 


Oversigt

    Oversigt