Maraton giver store ændringer for både busser og bilister

Søndag vil op mod 6.000 løbere begive sig ud på vejene i Odense, når årets udgave af H.C. Andersen Marathon afvikles. Det betyder store ændringer i trafikken.

Søndag formiddag klokken ti lyder startskuddet til H.C. Andersen Marathon for 20. gang, og flere tusinde løbere bevæger sig fra starten ved Odense Atletikstadion og ud på den 42 kilometer lange rute.

Ifølge løbsdirektør Torben Simonsen har omkring 5.900 deltagere meldt sig til løbet på nuværende tidspunkt. Det inkluderer også løbere, der skal løbe kortere distancer end de 42 kilometer.

- Det ser meget pænt ud. Vi er godt tilfredse med tallet, og vi har en tro på, at vi kan bevæge os op over rekorden, siger han og oplyser, at rekorden ligger på 5.980 løbere.

Ruten, der forgrener sig rundt i store dele af Odense, måler 21,097 kilometer. Det betyder, maratonløberne skal turen rundt to gange.

På anden omgang skal de over Odins Bro, hvilket er nyt for dette års udgave. Løberne får også lov at løbe igennem den nye parkeringskælder ved TBT-området, ligesom ruten for første gang går forbi rådhuset og domkirken. 

Afspærringer og ændrede bustider

Selvom løbet først skydes i gang klokken ti, vil bilisterne mærke indvirkningen allerede fra morgenstunden. 

Fra klokken 5.30 bliver der etableret vejspærringer og omkørsler, der bliver ophævet igen efterhånden som løberne passerer. Der er fem punkter på ruten, hvor der vil være regulære afspærringer, og flere steder ensrettes og indsnævres vejene. 

- Al trafik kan stadig foregå. Der er nogen steder, hvor man bliver sendt ud på en lille omkørsel, men det kan man jo også blive til hverdag, siger Torben Simonsen. 

- Vi opfordrer til, at man viser hensyn, og at man så vidt muligt bruger ringvejene, siger han. 

Også bustrafikken bliver påvirket. Fynbus oplyser, at en række af deres ruter også vil blive påvirket af løbet. Derfor anbefaler de deres kunder at tage en tidligere afgang end normalt, hvis man skal nå møder eller aftaler. 

Ressourcekrævende rute

En officiel maratonrute skal være 42,195 kilometer lang. Der er dog plads til en smule afvigelse. Ruten må være op til 42 meter længere, men ikke kortere. Derfor er det et større puslespil at ændre på en maratonrute, fortæller løbsdirektøren. 

- Hver gang man lægger en lille smule om, så kommer der til at mangle nogle meter et sted eller være for mange et andet sted, siger Torben Simonsen. 

Derfor har letbanearbejdet, der foregår flere steder i Odense, også givet udfordringer. 

- Det er nok det år, hvor vi har brugt flest ressourcer på at få ruten til at gå op. Der er en officiel opmåler, der har været i gang i 24 timer, og inden da har jeg selv brugt lige så lang tid, siger Torben Simonsen.

Til arrangementet søndag vil der udover maraton for motionsløbere blive afholdt DM i maraton, HCA Halvmarathon, "Løb de sidste 10" og to børnemaraton.  De første løbere sendes afsted klokken ti.

 

Sådan ændres biltrafikken

Sådan ændres bustrafikken

Oversigt

    Oversigt