I det fynske folks tjeneste

To mårhunde sat ud på Fyn

01:39

Denne mårhund blev fredag sat ud ved Wedellsborg

1 af 2

To såkaldte Judas-mårhunde blev fredag sat ud i den fynske natur. De skal forråde andre mårhunde, hvis der altså er nogle.

Den ene mårhund blev sat ud på Sydfyn, den anden ved Wedellsborg på Vestfyn.

De er forsynet med gps, så reguleringsjægerne kan følge deres færden, og hvis de finder en mage, kan de ret nemt opspores og indfanges og aflives.

Naturstyrelsen og Danmarks Jægerforbund står bag projektet, der går ud på at minimere bestanden af mårhunde i Danmark, fordi de er en invasiv art.

- De kan være utroligt hårde ved jordrugende fugle, hvis æg og yngel, de tager, siger Hans Kristian Nielsen, mårhundereguleringsjæger i Danmarks Jægerforbund Fyn.

Der er ikke bevis for, at der er mårhunde på Fyn, men Dansk Jægerforbund får jævnligt henvendelser fra folk, der har set noget de ikke mener at have set før.

- Det er lidt usikkert at regne med, for mårhunde kan nemt forveksles med grævlinger, siger Hans Kristian Nielsen.

Tilpasningsdygtige

Mårhunden, der er indvandret fra Tyskland, har let ved at tilpasse sig livet i Danmark.

Her er masser af vildt og mange vådområder, som er deres foretrukne habitat.

De dygtige jægere og kan forvolde stor skade. Blandt andet kan de svømme og meget langt selv i koldt vand.

Det betyder, at de vil kunne nå ud til øer og holme, hvor havfugle yngler.

- Det eneste, de ikke kan, er at klatre, siger Hans Kristian Nielsen.

Han appelerer til fynske jægere om ikke at skyde de to mårhunde, som skal hjælpe med at opspore artsfæller.

- De er let genkendelige, fordi de har den blå gps om halsen, siger Hans Kristian Nielsen.

Hvis der går et halvt års tid uden tegn på, at de har fundet en mage, bliver de fanget ind igen og måske sat ud et andet sted eller aflivet.

Ved du noget? Så send os et tip