Mårhunden kan komme til Fyn

I løbet af denne måned håber Skov- og Naturstyrelsen at have en indsatsplan klar, så Danmark kan få udryddet den uønskede mårhund i 2015.

Kampen skal blandt andet føres med kameraer. Mårhunden er en invasiv art, som stammer fra Østasien. Rovdyret formerer sig hurtigt og er næsten altædende, og både jægere og fuglevenner hader den. Mårhunden er nemlig en glimrende svømmer og kan svømme op til fem kilometer over åbent vand.

Kan nå fjerne fugle

Derfor kan den i modsætning til ræven nå ud til fjerne øer med fuglekolonier af trængte arter som eksempelvis terner. Mårhunden kan også være smittebærer af parasitter som dværgbændelorm. Der er faktisk ikke noget godt at sige om den overhovedet, mener vildtkonsulent Ole Daugaard-Petersen fra Skov- og Naturstyrelsen i Blåvandshuk.

- Og hvis det går tilbage med en fødekilde, så æder den bare frøer eller tudser, bær eller planter i stedet for. Den er lynhurtig til at tilpasse sig, siger vildtkonsulenten.

Der er til dato rapporteret om 42 sikre fund i Danmark, alle i Jylland, og de fleste i Nordvestjylland. Frygten er, at dyret breder sig til Fyn og Sjælland.

Oversigt

    Oversigt