Marienlyst kan vinde guld i aften

Efter sejr i mændenes første DM-volleyfinale har Marienlyst nu to chancer for at vinde danmarks-mesterskabet på hjemmebane mod Aalborg HIK.

Den første kamp blev spillet på et højt niveau, hvor Odense-holdet viste, at når koncentrationen og servemodtagningen er i top, så er holdet svært at røre.

 - Vi spillede rigtig godt. Vi modtog godt, og for første gang synes vi, at både Geovan Santos og Shaun Powell angreb godt på samme tid, fortæller Marienlyst-træner Peter Lyø til VolleyNet.dk.

Aalborg HIK har dog flere gange i denne sæson bevist, at de ikke er slået før det sidste fløjt, og Peter Lyø har mindet sit hold om nordjydernes comeback imod Middelfart i semifinalen.

Marienlyst har vundet DM to gange før, i 2005 og 2006, men sidste år måtte den ambitiøse Odense-klub nøjes med fjerdepladsen. Aalborg HIK har ligeledes to DM-titler, nemlig i 2001 og 2002.

DM-finale mænd, 2. kamp
Marienlyst - Aalborg HIK
Torsdag den 17. april kl. 20.00 i Marienlystcentret

Der spilles bedst af tre kampe. På grund af førstepladsen i grundspillet har Marienlyst hjemmebane i en eventuel tredje kamp.

Oversigt

    Oversigt