I det fynske folks tjeneste

Marienlyst tog pokaltitlen

Marienlysts volleyball-herrer sikrede sig søndag eftermiddag sæsonens første trofæ - SK Aarhus blev besejret i pokalfinalen i Odense Idrætshal. I en ikke særlig velspillet kamp vandt fynboerne sikkert 3:0. Sætcifrene blev 25-21; 25-22 og 25-23.

-

Volleyballherrerne fra Marienlyst levede op til favoritværdigheden, da SK Århus blev besejret i tre sæt i søndagens pokalfinale.

Volleyballherrerne fra Marienlyst spillede sig til en sikker sejr i pokalfinalen søndag, da de slog SK Århus i tre sæt 25-21, 25-22, 25-23 foran godt 1200 tilskuere i Odense Idrætshal.

Årets pokalfighter, stortalentet Peter Lyck, fra Marienlyst var glad for klubbens første trofæ.

- Det betyder helt vildt meget. Der har været lagt op til, at vores hold skulle slå igennem i år, så det er en forløsning, at vi endelig er kommet til tops, sagde 19-årige Peter Lyck efter kampen.

Han forklarede blandt andet sejren med, at holdet havde modtaget godt og ikke mistede mere end tre point af gangen.

- Det hele lykkes bare, smilede en stolt Peter Lyck, mens champagnepropperne sprang.

SK Århus fulgte med gennem hele kampen, og kom også foran i tredje sæt ved stillingen 8-7. Men selv om århusianerne knoklede for at vende kampen, så lå overtaget hos favoritterne fra Marienlyst, der endnu ikke har tabt en kamp i indeværende sæson. Marienlyst kom tilbage ved stillingen 12-11 og holdt føringen kampen ud.

Udover Peter Lyck var en af kampens store spillere holdkammeraten Søren Hansen. Han fik vist, hvorfor han er blevet kåret som bedste spiller i Elitedivisionen tre gange.

/ritzau/