Marienlystspiller mistænkt for doping

Volleyballspilleren Daniel Thomsen, Marienlyst i Odense er blevet testet positiv for to typer doping. Han er udelukket fra træning og kampe i en måned, mens yderligere prøver analyseres.

I forbindelse med landspokalfinalen i Odense Idrætshal 20. januar blev Daniel Thomsen testet positiv for stoffet benzoylecgonin og ergoninmetylester (kokain), oplyser direktør i Marienlyst, Jens Gantriis.
 
Det betyder at han, der også er på landsholdet, er udelukket fra træning og kampe i DIF-regi i en måned.
 
Hvis en ny test viser sig negativ bliver karantænen ophævet.
 
Daniel Thomsen fastholder, at han ikke har taget noget:

- Jeg er frygteligt ked af dette, både på klubben, holdets og egne vegne, siger han i en pressemeddelelse.

- Vi må afvente resultatet af B-prøven. Men der skal ikke være tvivl om, at vi tager klar afstand fra brugen af doping. Derfor er konsekvensen lige nu, at Daniel Thomsen ikke repræsenterer klubben, siger direktør Jens Gantriis.

Hvad en eventuel dopingsag kan få af følger, kan direktøren ikke svare på. I følge ham har der aldrig før været en dopingsag i dansk volleyball, så der er ingen erfaringer at henvise til.

Oversigt

    Oversigt