Markant flere køber nyt hjem trods højere priser

Sidste år blev der købt villaer og lejligheder for i alt 149 milliarder kroner. I 2011 var det 70 milliarder. Ifølge boligøkonom ved Syddansk Universitet Morten Skak er det et godt billede på, at boligmarkedet kører "ganske udmærket".

Sidste år blev der købt villaer, lejligheder og sommerhuse for i alt 149 milliarder kroner. Dermed er forbruget mere end fordoblet på fem år siden 2011, hvor det samlede beløb var på 70 milliarder kroner.

Det viser en ny opgørelse fra boligportalen boligsiden.dk.

Fra 2015 til 2016 skete der en stigning på 5,4 procent fra 141,5 milliarder kroner forrige år.

- 2015 var et fantastisk flot år, og alligevel ligger vi højere i 2016. Det vidner om et dynamisk boligmarked, der har lagt finanskrisen bag sig og nået et nyt leje, siger kommunikationsdirektør på boligsiden.dk Birgit Daetz.

Stigningen skyldes både højere priser og flere bolighandler, mener hun.

Ifølge opgørelsen blev der sidste år solgt næsten 20.000 ejerlejligheder, mens der i 2011 blev solgt lidt over 9000.

Også hussalget er steget. Sidste år blev der købt cirka 43.000 villaer eller rækkehuse, mens der fem år tidligere blev købt 27.000. Også uden for byerne er salget steget.

- Vi har set de seneste år, at der også er kommet interesse for at købe boliger længere væk fra de store byer. Når det er muligt at sælge sin bolig, så er det også nemmere at turde købe noget nyt, lyder det fra Birgit Daetz.

Ifølge lektor og boligøkonom ved Syddansk Universitet Morten Skak er undersøgelsen et godt billede på, at boligmarkedet kører "ganske udmærket".

- Det positive er, at der både er sket prisstigninger og en stigning i handlen bredt i hele landet. Men det er nok prisstigninger, der har størst betydning for, at der bruges flere penge på boliger, siger boligøkonomen.

Han pointerer, at prisstigninger generelt er en god ting, men at boligmarkedet især i hovedstaden er "kørt for stærkt" med for voldsomme prisstigninger.

- Mit håb og min forventning er, at prisstigningerne kommer længere ned. Men umiddelbart, med mindre vi får nogle kraftige rentestigninger, så vil vi formentlig stadigvæk have prisstigninger, siger Morten Skak.

Oversigt

    Oversigt