I det fynske folks tjeneste

Den endelige dom: Marley og Frigg skal aflives

Efter tre års sag er den endelige dom faldet: De to fynske hunde, Marley og Frigg, skal aflives. Det fastslog Højesteret tirsdag.

Foto: Anders Bruun

Det var helt på sin plads, da politiet i 2014 fratog to fynske mænd deres tævehunde, Frigg og Marley, med henblik på at aflive dyrene, fastslår Højesteret.

I dommen lægger Højesteret vægt på, at hverken hundenes ejere eller foreningen Fair Dog har kunnet bevise, at hundene ikke er ud af en ulovlig hunderace.

Ejerne af hundene har således ikke fremlagt oplysninger om modertævens eller hanhundens oprindelse.

Højesteret

- Ejerne af hundene har således ikke fremlagt oplysninger om modertævens eller hanhundens oprindelse, lyder det i dommen.

Højesteret mener ligesom Østre Landsret, at politiet på grund af hundenes adfærd og udseende havde en rimelig grund til at formode, at hundene er omfattet af forbuddet i loven.

Dermed skal hundene aflives.

Fyns Politi skriver i en pressemeddelelse, at man tager dommen til efterretning, og at man har været i kontakt med hundenes ejere for at tilbyde, at de kan se hundene en sidste gang, inden dommen eksekveres.

Læs også Advokat i Højesteret: Politiets dødsdom over Frigg og Marley er ulovlig

Om hundeloven

Hundeloven fra 2010 forbyder 13 hunderacer og krydsninger heraf i Danmark. 

Normalt gælder retsprincippet: At man er uskyldig til det modsatte er bevist.

Men i hundeloven er det op til hundeejerne at bevise, at deres hund ikke er ulovlig. 

Sagen tog sin begyndelse i sommeren 2014, da Fyns Politi havde fået en anonym henvendelse om, at der befandt sig to "ulovlige hunde" på en adresse i Odense.

I efteråret samme år fjernede politiet de to hunde og besluttede, at de skulle aflives.

Politiet mener nemlig, at hundene tilhører racen amerikansk staffordshire terrier- også kaldet amstaff - eller at de i hvert fald er "en krydsning heraf."

Ejerne, de to venner Søren Bruun og Anders Bruun, klagede over afgørelsen til Rigspolitiet, der dog kom frem til samme beslutning som Fyns Politi. 

Læs også Fakkeltog: I dag tændes der lys for dødsdømte Marley og Frigg

Først politiet, så landsretten - og nu Højesteret
Foreningen Fair Dog lagde herefter sag an mod Rigspolitiet på vegne af de to hundes ejere, som er medlem af foreningen, og sagen røg i Østre Landsret.

I november 2016 faldt Østre Landsrets dom. Marley og Frigg skulle aflives, fordi hverken Fair Dog eller hundeejerne kunne bevise, at hundene ikke var af den ulovlige race.

Sagen blev igen anket, og tirsdag afsagde Højesteret den endelige dødsdom over de to hunde.

Marley og Frigg har befundet sig på internat i de omkring tre år, sagen har varet.

Læs også Tre år på internat: Marley og Friggs skæbne afgøres i dag

 

DISSE RACER ER FORBUDTE I DANMARK

  1. Pitbull terrier
  2. Tosa inu
  3. Amerikansk staffordshire terrier (amstaff)
  4. Fila brasileiro
  5. Dogo argentino
  6. Amerikansk bulldog
  7. Boerboel
  8. Kangal
  9. Centralasiatisk ovtcharka
  10. Kaukasisk ovtcharka
  11. Sydrussisk ovtcharka
  12. Tornjak
  13. Sarplaninac

​Forbuddet trådte i kraft den 1. juli 2010 (Pitbull terrier og Tosa inu har dog været forbudt siden 1991).

Kilde: Miljø- og Fødevarestyrelsen.