I det fynske folks tjeneste

Marstal Navigationsskole fyrer folk

Fem medarbejdere på Marstal Navigationsskole mister jobbet, fordi skolen havde et underskud på tre millioner kroner i 2015.

Mindre statsstøtte, ændrede momsregler og fejl i indberetningen af elevtallet førte til underskuddet på tre millioner kroner i 2015, skriver Maritime Danmark, som citerer Søfartens Ledere.

Som alle andre skoler har Marstal Navigationsskole fået skåret statsstøtten.

Skolen har heller ikke fået den forventede tilbagebetaling af moms, fordi skolens kursusafdeling har momsindtægter.

Og så har skolen ikke helt haft styr på elevtallet, der har betydning for den såkaldte taxameterbetaling.

Der blev ikke taget højde for frafald af elever i både 2014 og 2015, så skolen har fået udbetalt omkring en million kroner for meget, ligesom der er budgetteret med for mange elever i 2016.

Derfor er skolen nødt til at gribe til afskedigelse af fem medarbejdere.

- Der er tale om medarbejdere i alle afdelinger, og der er ikke sat navn på endnu, siger rektor Jens Naldal til Søfartens Ledere.

Han tilføjer, at skolen vil gøre alt for, at de studerende kommer til at mærke det mindst muligt. 

Ved du noget? Så send os et tip