I det fynske folks tjeneste

Marsvineunge død efter fem dage

Chefbiolog Jakob Højer Kristensen og Fjord & Bælt havde fået specialfremstillet et bur til marsvinet Sif og hendes nye kalv. Desværre overlevede kalven ikke.

Den nyfødte marsvinekalv fra Fjord & Bælt blev kun fem dage gammel.

Alt gik ellers godt, da marsvinet Sif i tirsdags nedkom med en kalv i Fjord & Bælt i Kerteminde.

Der opstod dog hurtigt problemer, da den lille kalv ikke ville die hos sin mor. Dyrepasserne prøvede at give den mælkeerstatning, men det hjalp ikke.

- Vi har gjort alt, hvad vi kunne. Bygget et passende fødselsområde, givet kalven mælk og dermed antistoffer fra Sif og prøvet med mælkeerstatning, siger chefbiolog ved Fjord & Bælt, Jakob Højer Kristensen.

Sif blev mere og mere stresset over situationen, og derfor valgte dyrepasserne at aflive kalven efter fem dage.

- I sidste ende er vi ingen erstatning for fungerende diegivning hos moren, og derfor fik det den udgang, siger Jakob Højer Kristensen.

Den afdøde kalv er nu kørt til Holland, hvor den skal obduceres.

Ved du noget? Så send os et tip