Martin Vingaard på ligalandsholdet

Esbjergs Martin Vingaard er af landstræner Morten Olsen blevet udtaget som skadede Mads Timms afløser på Ligalandsholdets forestående tur til Mellemøsten.

Esbjergs Martin Vingaard er ny mand på Ligalandsholdet, efter at OB's Mads Timm torsdag måtte melde afbud med maveproblemer.

22-årige Martin Vingaard, som er en udfordrende og offensiv midtbanespiller, har spillet i Esbjerg siden efteråret 2005 og har tidligere optrådt for blandt andre Dalum og B1913. På Ligalandsholdet gør han sin klubkammerat Niki Zimling selskab på turen til Qatar, Oman og Bahrain, der foregår fra den 20. til den 31. januar.

Ud over afbuddet fra Mads Timm har landstræner Morten Olsen i forvejen modtaget et afbud fra AaB's angriber Jeppe Curth. I hans sted valgte Olsen at indlemme FC Nordsjællands Martin Bernburg i truppen.

Oversigt

    Oversigt