I det fynske folks tjeneste

Maskerede mænd røver bank i Søndersø

På få timer er der torsdag eftermiddag begået to røverier i Søndersø. Politiet leder nu efter tre sortklædte mænd.

For anden gang på få timer er der torsdag eftermiddag begået maskeret røveri i Søndersø. Denne gang gik det ud over Danske Bank, og røverne fik et større beløb med sig.

Røveriet skete, da personalet i Danske Bank på Toftekær klokken 17.40 var i gang med at overføre dagens kontanter fra kassen til en boks i banken.

To maskerede mænd smadrede en rude og og trængte ind i bankens lokaler. Gerningsmændene stjal pengekassen med et større, endnu ukendt beløb og stak af ud til en ventende sort Audi.

I Audien sad en tredje person og ventede på de to røvere, der var iført mørkt tøj. Politiet er stadig på gerningsstedet, hvor der ikke langt derfra tidligere på dagen blev begået røveri i en frisørsalon - af en ligeledes sortklædt mand.

- Det er selvfølgelig nærliggende at tro, at den samme person har været indblandet i begge røverier, siger vagtchef Erik Halkjær til TV2/FYN.

- Vi er meget interesserede i at høre fra personer, der har set en sort Audi på stedet både før og efter røveriet.

Fyns Politi kan kontaktes på 114.

Ved du noget? Så send os et tip