Maskinpistoler og PET-agenter sørger for sikkerhed: - Det er ubehageligt

Sikkerheden var massiv ved Nyborg Slot i forbindelse med en debat om ytringsfrihed og religiøs tolerance tirsdag eftermiddag. Ubehageligt, siger Flemming Rose, der var en af debattørerne.

Tidligere kulturredaktør på Jyllands-Posten, Flemming Rose, har sammen med andre debattører tirsdag eftermiddag på Nyborg Slot diskuteret ytringsfrihed, religiøs tolerance og konsekvenser af Reformationen, der startede for præcis 500 år siden.

Flemming Rose har nu i 12 år stået på mål for netop ytringsfriheden. 

- Ytringsfriheden er altid under pres, og hver generation må kæmpe sine kampe for den efter min mening helt grundlæggende rettighed, siger Flemming Rose, der var kulturredaktør på Jyllands-Posten under Muhammed-krisen og nu fungerer som seniorforsker på Cato Institute i Washington, D.C.

quote Det provokerer mig i den forstand, at jeg nogle gange tænker, når jeg kommer og ser, at der står folk med maskingeværer rundt omkring og at alle, der deltager, skal igennem metaldetektorer, om det virkelig er det værd. Var det ikke bedre, om jeg bare blev derhjemme

Flemming Rose

At netop ytringsfriheden måske er blevet lidt flosset i kanten, var synligt for enhver, der ville ind til arrangementet.

Politiets Efterretningstjeneste, PET, var i forbindelse med debatten massivt til stede ved Nyborg Slot. PET ville have navnene på alle deltagere og tilhørere til debatten, og inden arrangementet startede, måtte alle involverede igennem scannere, før de blev lukket ind på slottet. 

Inden da var slottet blevet tømt, så politiet med hundepatruljer i fred og ro kunne gennemsøge slottet og hele området for mistænkeligheder. 

Ubehageligt

Det er første gang, at sikkerhedsopbuddet er så stort på Nyborg Slot.

At det er nødvendigt med hundepatruljer og et større antal betjente fra Politiets Efterretningstjeneste, kan stadig røre ved noget i Flemming Rose, der nu har levet med PET-beskyttelse i 12 år.

- Det er ubehageligt for mig, og nogle gange er det det også for arrangørerne. Så bliver de chokerede og overraskede. Det provokerer mig i den forstand, at jeg nogle gange tænker, når jeg kommer og ser, at der står folk med maskingeværer rundt omkring og at alle, der deltager, skal igennem metaldetektorer, om det virkelig er det værd. Var det ikke bedre, om jeg bare blev derhjemme, siger Flemming Rose.

- Det er selvfølgelig forkert at tænke på den måde. Men det er meget menneskeligt. Men grundlæggende så mener jeg, at det er vigtigt at overvinde den der modstand, for det ville være at levere en sejr til dem, der har skabt den sikkerhedssituation, som jeg befinder mig i, siger Flemming Rose.

Tilhører tog kontrol roligt

For de fleste af de mange fremmødte til arrangementet var den ekstra kontrol og sikkerhed ikke til stor gene.

En af tilhørerne var Anne Louise Hassing fra Svendborg. Hun oplevede det ikke som det store problem, at der var ekstraordinært meget fokus på sikkerheden ved dagens arrangement. 

- Det var stille og roligt. Det har jeg ikke noget problem med. Men det minder mig selvfølgelig om, at vi er i et land, hvor det så åbenbart er nødvendigt for at have ytringsfrihed og for at kunne værne om nogle demokratiske værdier og sige, hvad man har lyst til.

- Selvfølgelig er det kedeligt, også at der skal bruges så mange skattekroner på at opretholde det, men det er så nødvendigt lige nu, og det respekterer jeg, siger Anne Louise Hassing, der til hverdag er efterskolelærer på Ollerup Efterskole, hvor hun blandt andet har en projektklasse, der arbejder med ytringsfrihed.

Hun fortæller, at langt de fleste gæster til debatarrangementet har taget den ekstra sikkerhed med ophøjet ro.

- Der var en dame før mig, som synes, at det skulle have været annonceret, at man skulle tjekkes. Men det er ikke noget problem, synes jeg. Det er en måde at beskytte vores demokratiske værdier, og det giver en tryghed, siger Anne Louise Hassing. 

 

Oversigt

    Oversigt