Masseflugt fra indvandrer-kritisk parti

Først blev en kandidat ekskluderet på grund af "forkerte" udtalelser. Nu vælger yderligere tre kandidater at trække sig. Årsagen er mistanke om vold.

Yderligere tre kandidater trækker sig

Belinda Madsen blev for få dage siden ekskluderet af Frit Danmark. Spidskandidat Michael Ellegaard syntes ikke længere at hendes holdninger passede til partiet.

Nu vælger yderligere tre kandidater at trække sig. Det sker i sympati med Belinda Madsen, som tilsyneladende er blevet overfaldet af Michael Ellegaard. De to er i øvrigt tidligere kærester.

Partifæller hævder spidskandidat er voldelig

De tre kandidater, Karsten Persson, Kim Jensen og Jan Munk hævder at Michael Ellegaard for 14 dage siden har slået Belinda Madsen. Det skulle være sket, mens alle kandidaterne var i samme rum.

- Det er løgn. De lyver ligeså stærkt som hesten kan rende, siger Michael Ellegaard fredag til TV 2/FYN.

For en af kandidaterne er der endda overraskelse over at han må trække sig.

- Jeg har først lige fundet ud af, at jeg var opstillet, siger Karsten Persson til TV 2/FYN

Partiet Frit Danmark, stiller op til både regionsvalget og til kommunalvalget i Odense.

Ved valget d. 15 nov. vil Frit Danmark under liste I tælle 6 kandidater, men reelt set består partiet netop nu kun af to medlemmer, spidskandidat Michael Ellegaard og Jonna Merethe Rasmussen. Sidstnævnte siger fredag til TV 2/FYN at hun også overvejer at forlade partiet.

Selvom kandidaterne har forladt partiet, vil de stadigt stå på stemmesedlen ved valget d. 15/11. Der kan ikke trykkes nye stemmesedler med så kort varsel.

Oversigt

    Oversigt