Masser af fejl i sager om kontanthjælp

Der var fejl i over halvdelen af kontanthjælpssagerne fra Jobcentret i Nyborg Kommune. Det viser en stikprøvekontrol.

Det forholdsvis nyåbnede Jobcenter i Nyborg Kommune har ikke helt styr på sagerne. I 11 ud af 20 sager var der nemlig fejl. Det konstaterede Kommunernes Revision i en stikprøvekontrol.

Det var især i forrevalideringssagerne, hvor kontanthjælpsmodtagere eller sygedagpengemodtagere ikke har fået den opfølgning, det kræver for at de kan komme videre i systemet. Det skriver Fyens Stiftstidende søndag.

- Det er selvfølgelig uacceptabelt, og heldigvis er vi i fuld gang med at rette op på sagerne, siger arbejdsmarkedschef Anne-Marie Stephensen til avisen.

Jobcentret mener, at fejlene hænger sammen med kommunesammenlægningen og ny lovgivning.

Oversigt

    Oversigt