Masser af fynboer udsat for fupnummer

Der var telefonstorm hos politiet torsdag og fredag, da masser af fynboer blev udsat for telefonsvindel. Alene hos Odense Politi vurderes det, at mange hundrede mennesker ringede ind for at melde fupnummeret til ordensmagten.

-

Der var telefonstorm hos politiet torsdag og fredag, da masser af fynboer blev udsat for telefonsvindel. Alene hos Odense Politi vurderes det, at mange hundrede mennesker ringede ind for at melde fupnummeret til ordensmagten.

Også hos politiet i Middelfart var der anmeldelser om telefonsvindel.

- Vi fik flere anmeldelser torsdag og jeg forventer flere i løbet af fredagen, siger vagthavende ved Middelfart Politi.

Særligt udvalgt
Svindlerne ringer op og spiller \"Congratulations\". Derefter fortæller de at man er blevet særligt udvalgt til modtage et tilbud om et krydstogt for fire personer til blot 898 euro. Man skal bare lige ringe med sit kortnummer på betalingskortet, så skulle rejsen være hjemme.

Men i stedet for at få en rejse bliver dankortet lænset for penge. Det har flere været ude for, mens andre er blevet mistænksomme overfor det \"gode\" tilbud.

- Generelt ser det ud som om at folk mister deres kritiske sans når de bliver præsenteret for at de er blevet specielt udvalgt til dette tilbud, siger vagthavende ved Odense Politi.

Meget gennemført
- Jeg snakkede med en kvinde, der havde fået hævet 6500 kroner på sin konto. Hun havde snakket i 45 minutter med en mand og derefter med en person, der skulle være chefen i firmaet. Hun var umiddelbart mistænksom men lod sig overtale til at udlevere kontonummeret.  Da hun så to timer efter fortrød og ringede til banken, så var pengene allerede hævet, fortæller den vagthavende ved Middelfart Politi. 

Svindlerne har lavet et meget gennemført svindelnummer. Blandt andet har de en hjemmeside og hvis ofrene bliver mistænksomme, så stiller svindleren bare om til hans eller hendes \"chef\" for at berolige offeret.

Politiet råder alle der er blevet fuppet til at få dokumentation fra banken og anmelde det. Alle anmeldelser vil blive samlet et centralt sted i landet, hvorefter politiet vil efterforske sagen. Telefonsvindlen er nemlig også foregået andre steder i landet.

Får penge tilbage
Også bankerne har oplevet at kunderne er blevet fuppet. Hos Nordea fortæller informationschef Claus Christensen at flere kunder har henvendt sig til banken.

- Vi har ihvertfald en håndfuld kunder på Fyn, der har ringet. Vi fortæller dem, at de ikke behøver at gå i panik over svindelnummeret, fordi de nok skal få deres penge igen. Kunderne kan gøre indsigelse overfor at pengene er trukket på deres konto og derefter få tilbageført beløbet. Det er dog et krav at svindlen er meldt til politiet, fortæller Claus Christensen.

Oversigt

    Oversigt