Masser af gevinst i fynsk gylle

Der er masser af fordele ved at genbruge den fynske gylle. I Ringe er et nyt biogasanlæg på vej.

Der er fuld gang i testkørslen af et nyt biogasanlæg i Ringe. Går alt efter planen, så skulle anlægget starte med at forsyne de fynske husstande i starten af april.

- Vi forventer, at det her anlæg kommer til at producere så meget, at vi kan forsyne 5-6000 husstande fra det her anlæg alene, siger Hans Henrik Dahl Andersen, der er anlægschef i NGF Nature Energy.

I Danmark har NGF Nature Energy yderligere 3 anlæg, hvilket betyder, at der bliver produceret energi til 20-25.000 husstande ved hjælp af gylle.

Gylle og faste biomasser er ingredienserne bag den miljøvenlige energi. Det bliver blandet sammen og ligger derefter og rådner i 30 dage ved 50 graders varme. I den periode omsætter en masser bakterier så biomassen til biogas. 

Men gyllen er ikke ved endestationen endnu. Den skal tilbage til landmanden.

- Den er nemmere at have med at gøre for landmanden. Den er lidt tyndere og lugter mindre, og det er nemmere at optage for planterne - altså mindre kvælstofudlastning hos landmanden. Så der er mange gode fordele ved at få det afgasset hos os, siger Hans Henrik Dahl Andersen.

Der ryger årligt 200.000 tons gylle og cirka 300.000 tons biomasse igennem sådan et anlæg for at forsyne 5-6000 husstande.

 

 

Oversigt

    Oversigt