I det fynske folks tjeneste

Masser af nostalgi på årets Langelandsfestival

Der bliver rig mulighed for både moderne Medina-pop, 1980'er-ballader og 90'er-nostalgi på årets Langelandsfestival.

Foto: Mogens Flindt / Scanpix

Det endelige program for den 27. udgave er Langelandsfestivalen er nu på plads. Og er man til nostalgisk pop og bløde rockballader, er der masser af årsager til at tage en tur til Langeland i den sidste weekend i juli.

Amerikanske Michael Bolton og Earth Wind and Fire er tilføjet programmet sammen med den irske kunstner Andrew Strong og svenske Lisa Ekdahl. Sammen med store danske navne som Medina, Nik & Jay, Infernal, Gnags, Gulddreng, Zander, Kato, Wafande, Burhan G, Joey Moe, Citybois, Peter Belli, Sussi og Leo skal de skabe en fest på Langeland.

Tilsammen giver det et program, som festivalchefen er ganske tilfreds med.

- Vi er glade og stolte af årets musikprogram, og det er vores mål at alle vores 25.000 festivalgæster får en stor oplevelse og det er derfor en kæmpe fornøjelse, at vi i år kan byde velkommen til Langeland til en række internationale kunstnere med masser af hits i rygsækken og en kæmpe fanskare i Danmark. 

- Samtidig er det lykkedes at engagere en lang række af de mest populære danske kunstnere, så vi håber og tror at årets Langelandsfestival kommer til at gynge af festglade festivalgæster, der nyder en uges sommerferie i familiens skød, siger Flemming Scheel, der er direktør for Langelandsfestivalen.

Festivalen afvikles fra onsdag den 26. juli til lørdag den 29. juli. Der er normalt omkring 25.000 gæster på Danmarks største familiefestival, der blev afviklet for første gang i 1991.

Læs også Langelandsfestival offentliggør de første navne