Masser af trafik under Storebæltsbroen

I første halvår af 2002 blev Storebæltsbroen passeret af mere end 10.000 skibe fra 69 forskellige nationer. Antallet af skibe svarer til tidligere år; men tallene siger ikke noget om skibenes størrelse, så der kan være tale om stigende godsmængder.

-

I første halvår af 2002 blev Storebæltsbroen passeret af mere end 10.000 skibe fra 69 forskellige nationer. Antallet af skibe svarer til tidligere år; men statistikken siger ikke noget om skibenes størrelse, så der kan være tale om stigende godsmængder.

Tallene kommer fra VTS Storebælt, en civil afdeling af Søværnets Operative kommando, som overvåger skibstrafikken på Storebælt.

I perioden fra 1. januar til 30. juni 2002 har VTS registreret i alt 11.650 skibe på bæltet; men 1060 skibe er sorteret fra, fordi de ikke passerede broen.

Tilbage er 10.590 skibe. 5.789 nordgående og 4801 sydgående.

Skibene kommer fra det meste af verden. De fleste, 1892, er danske. Dernæst følger Norge og Sverige med lidt over 1000 skibe hver.

Flertallet af skibene er arbejdsfartøjer, f.eks. fiskekuttere, flådefartøjer og fritidsbåde. Dem var der 2470 af. Der var 2068 tankskibe og 1422 såkaldte bulkcarriers.

98 % af skibene rapporterer frivilligt til VTS, når de nærmer sig det såkaldte VTS-område. De sidste 2% får en alvorlig påmindelse.

Skibe, der ikke rapporterer, får en bøde af den stat, de er registreret i. I følge bladet, Navigatør, er Malta - noget overraskende - det land, der tager hårdest fat i synderne.

Maltesiske redere, hvis skibe ikke overholder meldereglerne, får en bøde på 2000 kroner samt en advarsel om, at ved gentagelser kan skipperen miste retten til at føre skibe med maltesisk flag.

Statistikken over skibspassager i Storebælt kan ses i det seneste nummer af bladet Navigatør.

Oversigt

    Oversigt