Masser af udrykning og blå blink: Politiet øver sig tirsdag

Tirsdag eftermiddag afvikler Fyns Politi en stor øvelse med udrykning og blå blink gennem byen.

Det vil både kunne ses og høres, når Fyns Politi sammen med en række andre myndigheder afvikler en større øvelse tirsdag 20. marts.

Øvelsen foregår omkring Odense Congress Center og Odense Universitetshospital og varer fra klokken 15 til 22. I en pressemeddelelse skriver Fyns Politi, at øvelsen har så massivt et omgang, at beboere i områderne vil lægge mærke til ekstra meget udrykning og blå blink.

- Borgerne i de berørte områder vil opleve meget synligt politi og redningsmandskab. Der vil som følge af øvelsen være en del udrykningskørsel med politi- og redningskøretøjer til og fra Odense Congress Center til OUH, skriver Fyns Politi. 

Der vil i øvelsesområderne blive opsat afspærringer, og både politi og ambulancer deltager i øvelsen.

Uvist scenarie

Politiinspektør Lisbeth Fried fra Fyns Politi, der har været med til at planlægge øvelsen, vil ikke afsløre, hvilken situation beredskabet kastes ud i tirsdag eftermiddag. Blot at man kastes ud i en planlagt øvelse.

- Vi holder selve øvelsesscenariet helt tæt ind til kroppen, så deltagerne ikke har mulighed for at forberede sig på, hvad de bliver mødt af. Netop det uvarslede og overraskende er vigtige elementer, når vi som myndigheder skal øve os. 

- I en virkelig situation vil vi jo heller ikke vide, hvad der sker, før det faktisk sker. Den pludselige hændelse uden varsel, der udvikler sig fra minut til minut, er den virkelighed, vi skal kunne handle effektivt i, siger Lisbeth Fried. 

I juni sidste år øvede politiet i området mellem Ellested, Nyborg, Ringe og Odense.

Øvelsen finder sted, fordi beredskabet skal kunne forberede sig på utænkelige situationer, inden de finder sted.

- Skal vi kunne handle effektivt i en akut situation, er vi nødt til at øve os i fredstid på en så realistisk måde som overhovedet muligt. Vi øver mange forskellige ting under en øvelse, men samarbejde og koordinering mellem de involverede myndigheder er noget af det centrale, fordi det er helt afgørende for, at vi hurtigst muligt kan få situationen under kontrol og genoprettet trygheden og sikkerheden for borgerne, siger politiinspektøren.

Udrykning fra SØ til C

Omkring klokken 17 rykker holdet videre fra Odense Congress Center i Odense SØ til OUH i centrum af Odense. 

En del af sygehusets område bliver spærret af, og der vil være ekstra mange rednings-, beredskabs- og politikøretøjer til stede.

I den forbindelse sørger ledelsen på OUH for, at de mange patienter, pårørende og ansatte på hospitalet løbende får information om, hvad der sker, og hvilke restriktioner det medfører på sygehusets område. Blandt andet vil J.B. Winsløws Vej være spærret fra klokken cirka 17.30 til cirka 21 mellem Heden og Kløvervænget.

Ud over Odense Universitetshospital deltager blandt andre Beredskab Fyn, Sundhedsberedskabet i Region Syddanmark, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen i øvelsen. 

Omkring 600 personer deltog i maj 2016 i en stort anlagt fuldskalaøvelse på Storebælt.

Oversigt

    Oversigt