Masseslagsmål i Middelfart

Natten til lørdag måtte politiet sende fire patruljevogne til Middelfart. Der var udbrudt masseslagsmål til en Facebook-fest.

Mindst seks personer kom natten til lørdag op at slås i Middelfart.

Det skete til en såkaldt Facebook-fest, der var arrangeret på nettet.

Der var Natteravne til stede ved festen, og de kontaktede Fyns Politi, der sendte fire patruljevogne til festen.

- Det var en større mængde mennesker til stede, og der var kort sagt en ond stemning på stedet, siger vagtchef Lars Fredensborg.

Politiet anholdte flere personer, der alle blev sigtede for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. De blev kørt forskellige steder hen i Middelfart og sat af, for at skille partene ad. Alle slap for en tur i detentionen.

Oversigt

    Oversigt