Massiv overarbejdspukkel: 16 betjente kunne holde fri i et år

Betjentenes ekstra arbejde i forbindelse med terrorberedskabet og flygtningestrømmen betyder, at Fyns Politi har oparbejdet en kæmpe pukkel af overarbejde. Det viser tal, som TV 2/FYN har fået aktindsigt i.

Tallene fra Fyns Politi viser, at det i løbet af det seneste år er blevet til 55.739 overarbejdstimer til betjentene på Fyn.

- Det er overhovedet ikke fair, men det er de vilkår, vi har i år - og vi håber så på, at det ikke er en metode, man vil bruge hvert år, for så tror jeg, at betjentene bliver rigtig trætte af det, siger Steffen Daugaard, tillidsmand ved Fyns Politi.

Af de mange overarbejdstimer er 24.600 timer blevet udbetalt, men tilbage er stadig 31.139 timers opsparet overarbejde.

Og det antal timer svarer til at give 16 betjente i fuldtidsstillinger fri i et helt år.

- Det som vi gør i øjeblikket, det er, at vi er i dialog med medarbejderne om at sælge den tilgodehavende frihed, så vi kan få noget mere polititid til rådighed, og vi har allerede fået solgt næsten det halve, og det er en stor hjælp, siger Sten Skovgaard, chefpolitiinspektør ved Fyns Politi.

Metaltrætte betjente

Og det er altså betjentenes ekstra timer i forbindelse med terrorberedskabet i København - og på det seneste også hjælpen ved grænsen med flygtninge og migranter, der har sendt timetallet helt i vejret.

- Det giver uro i en organisation, når vi står med sådan et problem, som vi står med i øjeblikket, erkender chefpolitiinspektøren, men han mener ikke, det er uoverstigeligt.

Betjentenes overarbejde er dog ved at kunne mærkes.

- Der er jo en vis metaltræthed lige nu, og det håber vi snart stopper, så vi kan få normale tilstande, siger tillidsmand Steffen Daugaard.

Se indslag om politiets overarbejdspukkel på TV 2/FYN klokken 19.30.

Oversigt

    Oversigt