Skrider fra forhandlingsbordet: Massivt byggeri ødelægger havnen

Sådan lyder det fra fire partier i Kerteminde Kommune. De har trukket sig fra forhandlingerne om havneudviklingsplanen i Kerteminde.

Efter forhandlingerne tirsdag stod det klart for både DF, Det Konservative Folkeparti, Borgerlisten og De Radikale, at de ikke kunne medgå i forlig om havneplanen i Kerteminde.

- Vi var af den opfattelse, at vi stod i en forhandlingssituation, for vi er indstillet på at udvikle havnen, lyder det fra Terje Pedersen, der repræsenterer Dansk Folkeparti i Kerteminde byråd.

Men der lå altså for store ændringer på bordet til at Dansk Folkeparti, Konservative, Borgerlisten og De Radikale kunne blive siddende ved forhandlingsbordet.

- En af hovedårsagerne er, at vi synes, det er for massivt et byggeri på Nordre Havnekaj, siger Terje Pedersen.

Kerteminde Havn står over for en større udvikling med blandt andet et stort byggeri på Nordre Havnekaj, hvor der ud over butikker og mindre erhverv skal være 60 boliger. I havneplanen hedder det sig, at bebyggelsen på Nordre Havnekaj skal være moderne, tæt og lav. Bygningerne her kan opføres i to – tre etager og enkelte steder fire etager.

Det byggeri er Dansk Folkeparti langt fra begejstret for, og Allan Thomsen fra Borgerlisten stemmer i.

- Det byggeri er alt for massivt. Vi ønsker noget mere maritimt, og det skaber de bygninger ikke. Og vi ønsker ikke at optage lån til at finansiere det.

 

I en pressemeddelelse til TV 2/FYN skriver Sanne Stemann Knudsen fra De Radikale

Der er også alt for mange boliger på Ndr. Havnekaj. Og hvorfor bruge 56 millioner kr. på at renovere Marinaen? Marinaen blev kåret til Danmarks bedste i 2015, så der er borgernære områder der trænger meget mere end en stor forkromet omdannelse af marinaen.

 

Til gengæld er Borgerlisten positive over for ideen om ferieboliger ved Grønlandsgade. Her mener Allan Thomsen ikke, at byggeriet vil tage udsigten fra de, der allerede er bosat tæt ved havnen.

- De (boligerne, red.) kommer til at ligge langs ned mod havnen og kommer ikke til at genere.
 

Klokken 17 vil Kertemindes borgmester Hans Luunbjerg præsentere oplægget for havneudviklingsplanerne.

Oversigt

    Oversigt