Massivt politiopbud i Odenses gader

Omkring 250 betjente brugte torsdag gader og stræder i Odense til at øve sig forud for topmøderne i Danmark til efteråret. Det kom til både sammenstød og flaskekast, da de kampklædte betjente kom i håndgemæng med deres demonstrerende kolleger.

-

Omkring 250 betjente brugte torsdag gader og stræder i Odense til at øve sig forud for topmøderne i Danmark til efteråret. Det kom til både sammenstød og flaskekast, da de kampklædte betjente kom i håndgemæng med deres demonstrerende kolleger.

Det startede med sirener og maser af blå blink klokken 8.30 torsdag i Odense Havn. Betjentene, der kommer fra det meste af landet, har trænet i flere måneder før øvelsen i Odense. Dagens øvelse havde til formål at træne betjentene i at splitte en demonstration og fortage anholdelser.

Finder ballademagere
\"Vi skal lære at plukke ballademagerne ud hurtigt og effektivt, så det ikke kommer til uro og ballade blandt demonstranterne\", siger Henry Schmidt Vicepolitikommissær, Odense Politi.

Fra havnen bevægede de demonstrerende betjente sig mod Odense Stadion og videre til militæranlægget ved Højstrup. Undervejs foretog de kampklædte betjente i alt 40 anholdelser, og ved Odense Stadion kom det til mindre sammenstød og et par flaskekast. Flaskerne var dog i dagens anledning kun af plastik.

Byttede roller
Da øvelsen nåede til Højstrup byttede de to grupper roller efter en kort pause. Demonstranterne trak i kampuniform og betjentene iklædte sig demonstranternes kedeldragter, og så begyndte øvelsen forfra.  

Og fredag gentager den store politistyrke øvelsen igen. Denne gang vælger de 250 betjente en anden rute gennem Odense.

Oversigt

    Oversigt