Med i Kjukkenbussen: - Det var det største i mit liv

Bo Ellegaard har haft flere oplevelser med Kim Larsen, en af dem betød mere for ham end at få syv rigtige i lotto. Hør hans og to andre fynboers minder her.

Som 13-årig sad Bo Ellegaard på Lørups Vinstue med Franz Beckerlees mor. Der fik han en sodavand. Nu mange år efter, er læskedrikken skiftet ud med guldøl. Hør hans og to andre fynboers Kim Larsen minder her. 

- Jeg er ligeglad med syv rigtige i lotto, dét der, var det største i mit liv

I pladebutikken Recordpusher kan indehaveren Bo Ellegaard mærke efterspørgslen på Kim Larsen og Gasolin plader. 

- Jeg troede jo, at alle havde Gasolin og Kim Larsen, men jeg skal da love for, at det stikker helt af. Hver gang jeg får lukket en ordre, så kommer der to nye ind, fortæller Bo Ellegaard. 

Det er i følge Bo Ellegaard selv Kim Larsens skyld, at han ikke har et job, hvor han sidder på en kontorstol og kigger på uret. 

- Hvis ikke det var for ham, så havde jeg aldrig nogensinde stået i min pladebutik nu og solgt plader, siger pladebutiksindehaveren. 

- Der er ikke ret mange, der kan lave en sang, som alle kan synge med på, og som giver gåsehud. Eller kunne, desværre, siger Bo Ellegaard.

Helt tilbage i 70'erne var Bo Ellegaard som 13-årig formand for Hjallese Gasolin Klub. Det bragte spændende oplevelser med sig: 

Foto: Ken Petersen

Men det er ikke den eneste oplevelse med Kim Larsen, som Bo Ellegaard husker og værdsætter. 

- En gang kom jeg med i Kjukkenbussen til en koncert i København, og bagefter sad Kim i bussen og spillede, og vi var på værtshuse. Jeg er ligeglad med syv rigtige i lotto, dét der, var det største i mit liv, fortæller Bo Ellegaard. 

Kim Larsen er et fællesskab

-  Det er hårdt. Det er et fundament i mit liv, der er splintret, fortæller Brian Arnold med tårer i øjnene. 

Brian Arnold er John Mogensen imitator, og har en hel kælder dedikeret til Kim Larsen, der har haft en stor betydning for hans musikalske karriere. 

Da Brian Arnold var seks-syv år udkom filmen 'Midt om natten'. Den fik en særlig betydning for ham. 

- Jeg elsker den jo, det er noget, man kan forholde sig til. Teksterne, venner, kærlighed. Det er noget med fællesskab, og som jeg altid har stået for, så er Kim Larsen et fællesskab, siger Brian Arnold.

Brian Arnold kan ikke vælge en helt specifik sang som den mest betydningsfulde. 

- Hvis jeg skulle vælge en plade, så skulle det være midt om natten. Den har fulgt mig gennem hele livet. Det er det der med venner, tror jeg. Det er sgu  mit mellemnavn, det er fællesskab, siger Brian Arnold.

Og lige netop Kim Larsen fællesskabet, har været baggrund for den uofficielle fanklub, som Brian Arnold er repræsentant for. Men den fanklubs fremtid slutter. Hør hans historie om klubben:

Foto: Ken Petersen

- Den ægte vare er altid noget specielt

I 1994 spillede Hans Mydtskov i et band kaldet Blues Brothers Souvenir Show. Til det årlige juleshow havde de altid hemmelige gæster med, og det var lykkedes bandet at få selveste Kim Larsen med. 

Hør Hans Mydtskovs oplevelse af, hvordan det var at spille med ham: 

Foto: Ken Petersen

- Det var en kæmpe oplevelse, som jeg aldrig glemmer, siger Hans Mydtskov. 

Og indflydelsen fra Kim Larsens musik har sat sine spor hos Hans Mydtskov. 

- Den ægte vare er altid noget specielt. Det her var ikke alene den ægte vare, men det var noget, der var en del af noget identitetsskabende i nogle år, hvor man begynder at åbne sig ud mod verden og forlader sin barndom, fortæller Hans Mydtskov.

Oversigt

    Oversigt