Medarbejder siger op i sympati med fritstillet asyllejrchef

En medarbejder i asyllejren i Næstved, der drives af Langelands Kommune, har sagt sin stilling op i protest mod, at lejrchefen blev fritstillet efter en kontroversiel episode.

Det var "nødvendigt" at lægge en aggressiv beboer i asyllejren i Næstved i benlås, siger de to medarbejdere, der deltog i magtanvendelsen i begyndelsen af maj. Den ene har sagt sin stilling op i protest imod at lejrchefen er blevet fritstillet.

Den ene af de to medarbejdere, der sammen med lejrchef Kent Nielsen lagde en aggressiv asylansøger i benlås, har sagt sin stilling i lejren op. Det gjorde han umiddelbart efter, at lejrchef Kent Nielsen som følge af magtanvendelsen blev fritstillet fra sin post som leder af Asylcenteret i Næstved, oplyser Radio24syv.

- Jeg gjorde det, fordi jeg synes, det var uretfærdigt, hvad der skete med Kent, siger Cafer Kocak til Radio24syv om årsagen til, at han har valgt at fratræde sin stilling som netværksmedarbejder i lejren.

Cafer Kocak er én af de tre medarbejdere, som den 2. maj lagde en syrisk asylansøgere i benlås på jorden. Manden var ifølge vidner aggressiv og truede lejrchef Kent Nielsen på livet.

Episoden blev optaget på video af en anden beboer. Og efter at Dagbladet Information bragte videoen, besluttede Langelands Kommune, der driver lejren, at fritstille lejrchef Kent Nielsen.

I en skriftlig redegørelse, som Radio24syv har fået aktindsigt i, tager Langeland Kommune "klar afstand" fra magtanvendelsen og kalder hændelsen for "uheldig" og "voldsom."

Men det var nødvendigt at bruge magt, mener Cafer Kocak.

- Vi har handlet lige efter bogen. Vi gjorde, hvad der var nødvendigt - hverken mere eller mindre, siger Cafer Kocak til Radio24syv.

Lejrchef Kent Nielsen har tidligere udtalt til Radio24syv, at han følte sig truet på livet. Den tredje medarbejder, der deltog i magtanvendelsen, har samme opfattelse. Han ønsker at være anonym, men siger følgende til Radio24syv:

- Det var absolut nødvendigt, at jeg greb ind. Jeg var nødt til at handle på det, da jeg ser min chef i tumult med en asylansøger, som kort forinden har sagt, at han vil slå ham ihjel, siger han.

Begge medarbejdere har - som også Kent Nielsen - afleveret en redegørelse om magtanvendelsen til Langeland Kommune. Heri skriver Cafer Kocak, at han ser den syriske asylsøger “hamre på glasdøren til mændenes sovesal og skrige "Jeg slår dig ihjel"" til Kent Nielsen. Det fremgår videre, at asylsøgeren “begynder … at sparke til min kollega" og “spytte efter Kent" indtil asylsøgeren bringes til ro, “beklager sin adfærd" … “og går smilende ind i mændenes sovesal."

Den anden medarbejder, der ønsker at være anonym, skriver i en tilsvarende indberetning, at han den 2. maj så Kent Nielsen i håndgemæng med asylsøgeren - der “ofte formår at sætte sig selv i centrum af en konflikt, og har en særdeles aggressiv adfærd." Det fremgår videre, at den pågældende medarbejder forinden af en kollega var oplyst om, at asylsøgeren ville slå Kent Nielsen “ihjel med en kniv."

- Jeg forstår derfor alvoren i situationen, og løber de 50 meter op til slåskampen for at komme Kent til hjælp; asylsøgeren “står med ryggen op ad muren ind til mændenes sovesal", men slår ud efter medarbejderen; “derefter lægger vi beboeren ned på ryggen," hvorefter han begynder at spytte og “famle rundt i træflisen med sine hænder. Da vi tidligere har fundet improviserede stikvåben gemt i jorden på centret, ønsker jeg ikke, at BB (beboeren; asylsøgeren) har frie hænder, så jeg tager hans ene arm om på ryggen" …. beboeren “falder kort tid derefter til ro, og Kent beder os om at slippe manden, som efterfølgende rejser sig uproblematisk og forlader stedet.

Radio24syv har forsøgt at få en kommentar fra Langeland Kommune, der står for driften af lejren i Næstved. Men drift- og logistikchef Ulrik Pihl ønsker ikke at kommentere en personalesag. Han understreger, at hverken Kent Nielsen eller de andre mænd er blevet politianmeldt.

Politiet er dog blevet inddraget og skal klarlægge, om der var tale om nødvendig eller unødvendig magtanvendelse.

Oversigt

    Oversigt