Medarbejdere flygter fra Region Syddanmark

140 af de ansatte i Region Syddanmarks hovedkvarter i Vejle har sagt op siden årsskiftet.

Det viser en undersøgelse som regionens medarbejderblad Tæt På har foretaget. 140 ansatte svarer til, at 27 procent af de ansatte har sagt op.

Det er især længere transporttid mellem hjem og regionshuset i Vejle som har fået de ansatte til at sige op, fortæller DR Trekanten.

Kritik af ledelsen

Ledelsen står også for skud. 10 procent af de tidligere ansatte siger, at det var mangel på ledelse, der fik dem til at sige op.

Men trods den massive afgang fra regionen mener fællestillidsmand Lone Rasmussen ikke, at regionshuset er en arbejdsplads i opløsning:

- Nej det mener jeg bestemt ikke. Det er en udvikling man måtte forvente når man flytter så mange medarbejdere der både skal have nye kolleger, nye chefer og arbejde i nye lokaler, siger Lone Rasmussen til P4 Trekanten, DR Vejle. 
 
Regionens administrerende direktør, Kjeld Zacho Jørgensen, mener at situationen er alvorlig. Han peger på, at regionen, helt uden problemer, har kunnet finde nye medarbejdere til at fylde hullerne efter de medarbejdere der har sagt op.

- Vi har kunnet ansætte medarbejdere som bor i Århus eller Odense og som godt vil køre til Vejle for at arbejde, så jeg har det for så vidt godt med situationen, siger Kjeld Zacho Jørgensen.

Oversigt

    Oversigt