Medarbejdere stjal fra ældre i Middelfart

To ansatte i ældreplejen er anholdt og bliver fyret for tyverier fra ældre beboere på ældrecentrene Egebo og Fænøsund i Middelfart.

Den ene blev anholdt for et par dage siden sigtet for 12 tilfælde af pengetyverier af i alt 100.000 kr.

Mandag aften blev endnu en medarbejder anholdt for syv tyverier til en værdi af 2500 kr.

I det første tilfælde har tyverierne stået på over en længere periode, mens det andet er forholdsvis nyt. De to personer har opereret uafhængigt af hinanden, mener politiet.

Begge de anholdte var kvinder og hhv. 35 og 25 år. De har begge  tilstået.

Politiet har valgt at slå til efter længere tids efterforskning i samarbejde med kommunen.

Begge ansatte bliver fyret. Ingen af dem er tidligere kendt af politiet.

Alligevel indskærper ældrechef i Middelfart Kommune Jonna Søegaard, overfor lederne på hele ældreplejeområdet, at de ved ansættelser af personale skal undersøge om ansøgerne har en ren straffeattest.

Oversigt

    Oversigt