I det fynske folks tjeneste

Medarbejdere vil selv bestemme arbejdstider

Indflydelse på mødetider og et godt arbejdsmiljø er det vigtigste for medarbejderne i Region Syddanmark. Frynsegoder kommer i anden række.

Lægen med små børn vil gerne gå tidligt om fredagen, mens sygeplejersken med langt til arbejde hellere vil arbejde 16 timer i træk og så have en ekstra hjemmearbejdsdag.

Sådan lyder nogle af de foreløbige meldinger fra medarbejderne til Region Syddanmark i regionens arbejde med en kvalitetsreform.

Individuelle ordninger er i højsædet, og først når det er på plads, kommer ønskerne om frugtordninger, tilskud til motion og massage og fysioterapi.

- Hvis det helt basale arbejdsmiljø ikke er på plads, så hjælper tilskud til motion ikke. Derfor nævnes arbejdsmiljøet først, mens personalegoderne nævnes som noget, man "gerne" vil have, siger Anne Birgitte Christensen fra personaleafdelingen i Region Syddanmark.

Regionens ansatte bliver dog ikke sat over for valget mellem arbejdsmiljø og frynsegoder, fastslår Anne Birgitte Christensen.