I det fynske folks tjeneste

Medicin for milliader brændes af i Nyborg

Folketinget kalder det fuldstændig uacceptabelt, at medicin for milliarder af skattekroner går op i røg på Kommune Kemi i Nyborg.

Reaktionen kommer efter at metroXpress i går fortalte, at Kommune Kemi sidste år destruerede medicin for anslået fire milliarder kroner. Det skriver metroXpress.

Derfor kræver Socialdemokratrene, De Radikale, SF og Enhedslisten nu en tilbundsgående redegørelse fra sundhedsminister Jakob Axel
Nielsen (K).

- Vi er nødt til at få klarhed over, hvor stort problemet er, og hvordan det kan løses. Det er voldsomme beløb, vi snakker om. Vi har måttet kæmpe for at finde 300 millioner kroner til vaccinen mod livmoderhalskræft, og så ligger der fire milliarder kroner og flyder, som bare venter på at blive samlet op, siger sundhedsordfører Jens Peter Vernersen (S) til metroXpress.

Også Dansk Folkeparti og De konservative vil have kortlagt medicinspildet.

- Det er det glade vanvid. Hvis ikke kommunerne selv kan løse det, må vi tage det op politisk, siger politisk ordfører Henriette Kjær (K) til metroXpress.

Venstres sundhedsordfører Birgitte Josefsen (V) mener, at kommunerne og apotekerne bør få bedre styr på medicin-doseringen til for
eksempel ældre på plejehjem og i hjemmeplejen, som tegner sig
for en stor del af spildet.

- Den største problemstilling er ikke, at vi spilder fire milliarder kroner, men at folk ikke tager deres medicin eller bliver fejlmedicineret, siger hun og afviser, at der er brug for en undersøgelse.

Tina Jørgensen, chefkonsulent i Kommunernes Landsforening (KL), hævder imidlertid, at kommunerne, apotekerne og de praktiserende læger allerede gør, hvad de kan for at begrænse medicinspildet.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) ønskede i går ikke at
kommentere sagen.