Medicinsk gennembrud: Magnus fik spiserøret sat sammen med magneter

Kirurg Lars Rasmussen fra HCA Børnekirurgisk Center på OUH har som den første i Europa brugt magneter til at samle spiserøret på den knap tre måneder gamle Magnus, der er født med et spiserør, hvor det midterste stykke manglede.

To en halv måneder gamle Magnus er lidt af en medicinsk sensation.

Som det første barn i Europa har han ved en operation på Børnekirurgiske Center på OUH fået sat sit misdannede spiserør sammen med magneter.

Det var børnekirurg Lars Rasmussen fra Kirurgisk Afdeling A på Odense Universitetshospital, der som den første kirurg i Europa har benyttet en ny teknik, hvor magneter bruges til at få børns misdannede spiserør til at vokse sammen.

To magneter sættes midlertidigt ind i de to spiserørsender, så de mødes og gror sammen.

For Magnus var operationen en stor succes.

- Mandag for 14. dage siden fik Magnus fjernet de to magneter - efter kun 5 dage. De to stumper af spiserøret var vokset sammen, og der havde dannet sig et hul imellem magneterne. Magnus har altså nu et funktionelt spiserør, skriver Magnus' mor, Pernille Thomsen på Facebook. 

 
 
Foto: OUH

Normal procedure vil give mén

Børn med tilsvarende defekt vil ofte få mavesækken flyttet op i brystkassen i stedet for det manglende spiserør, og det vil ofte være med varige mén til følge.

– Det vil være en væsentlig forbedring af disse børns livskvalitet, hvis vi kan bruge denne magnetmetode på flere børn fremover, siger børnekirurg Lars Rasmussen til ouh.dk.

Metoden har hidtil kun været brugt på syv børn med denne type spiserørsdefekt, og alle de operationer er foretaget i Argentina.

– Vi har nu har prøvet den nye magnetmetode på et enkelt barn. Resultaterne tyder på, at barnet forhåbentlig bliver udskrevet herfra indenfor få uger. Det vil for barnet være en kæmpe forbedring, siger Lars Rasmussen.  

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når dele af spiserøret mangler

 

Oversigt

    Oversigt