Medie: Nyt OUH bliver to år forsinket

I Odense forventes det nye sygehus at åbne i 2022 og ikke i 2020, som det var planen.

Det trækker ud med opførelserne af de nye supersygehuse, der er i gang med at blive bygget rundtom i landet. Det skriver Jyllands-Posten. 

Ifølge avisen bliver 11 af 16 byggerier af sygehusene forsinket i op til tre år. Avisen har oplysningerne fra den årlige statusrapport over sygehusbyggerier, som Sundheds- og Ældreministeriet før nytår afleverede til Folketinget.

Seks bliver først taget i brug et år senere end planlagt, fire er udskudt med to år og et projekt udskydes med tre år, skriver Jyllands-Posten.

Forsinkelserne er dog nødvendigvis ikke helt præcise. Det skyldes, at det forventede år for åbning i rapporten alene opgøres som et kalenderår.

Byggeriet af Ny Retspsykiatri Sct. Hans i Roskilde bliver tre et halvt år forsinket, selv om der står tre år i rapporten. I Odense forventes det nye sygehus at åbne i 2022 og ikke i 2020, som det var planen.

Forsinkelsen skyldes, at man vil holde sig inden for budgettet, fortæller Karsten Uno Petersen (S), formand for Innovationsudvalget i Region Syddanmark, til Jyllands-Posten.

- Vi er ikke begyndt at bygge endnu. Vi har, belært af erfaringen andre steder fra, valgt at være meget grundige i forberedelserne, så vi ikke midt i projektet bliver nødt til for eksempel at skære en etage væk, fordi økonomien ikke holder, siger han.

Ministeriet har et skærpet tilsyn med byggeriet for "at skabe betryggelse for projektets realiserbarhed", skriver avisen.

Oversigt

    Oversigt