I det fynske folks tjeneste

Medlemmer af Black Army anholdt

Onsdag eftermiddag blev tre medlemmer af Black Army anholdt efter tumult med Politiet.

Svinede betjentene til

Under en patrulje kom det til sammenstød mellem et par betjente og tre bandemedlemmer fra Black Army. Medlemmerne rettede henvendelse til en patruljerende politibil, da de mente, at politifolkene havde ødelagt en dør i klubhuset på Nyborgvej.

Men dette kendte betjentene intet til, og bølgerne begyndte at gå højt - blandt andet med tilsvining af betjentene. Derudover udviste de to bandemedlemmer aggressiv adfærd, og da Politiet forsøger at anholde den ene, kom endnu en fra Black Army til. Derpå tilkaldte de to betjente forstærkning, og yderligere to vogne og en motorcykelbetjent kom til.

Måtte bruge peber

Tumulten fortsatte, og betjentene måtte trække deres peberspray mod to af Black Army-medlemmerne, før det lykkedes at anholde dem alle tre. Den ene vil blive sigtet efter straffelovens §121 for tilsvining af Politiet, mens de to andre bliver sigtet for overtrædelse af Ordensbekendtgørelsen på grund af deres voldelige optræden.

De tre medlemmer af Black Army afhøres i løbet af onsdagen og løslades derefter.

Ved du noget? Så send os et tip