To medlemmer af Black Army fængsles for afpresning

Retten i Odense har fundet to medlemmer af Black Army skyldige i afpresning.

Medlemmer af banden Black Army er blevet kendt skyldige i afpresning af hjemløs mand i Odense i december sidste år. 

En 22-årig mand er blevet idømt 12 måneders ubetinget fængsel for at have afpresset og med knyttet hånd slået den 38-årige Nicolai Hansen i ansigtet. Overfaldet fandt sted i Nørregade 4. december. 

Bag tremmerne skal han betale af på sagsomkostningerne og samtidig betale en bøde på 390 kroner til offeret for svie og smerte.

Den anden tiltalte, en 19-årig mand, idømmes fængsel i ni måneder. Han skal ligeledes betale sagsomkostningerne. 

Anklager Daniel Dokkedahl havde i retten appelleret til, at dommeren ville idømme mændene længere straffe. Alligevel er han fint tilfreds med dommene, fortæller han til TV 2/FYN.

- Jeg er bestemt tilfreds, jeg synes, retten har vurderet sagen ligesom anklagemyndigheden og givet nogle markante straffe, der ligger væsentligt over udgangspunktet for den her type kriminalitet, siger han.

Også de to dømtes advokater er tilfredse med domsafsigelsen.

Den 19-årige overvejer, om han anker dagens dom, mens den 22-årige modtager dommen.

Fem dømt for afpresning

Efter dagens dom sidder fem medlemmer af Black Army fængslet for afpresning. 

I slutningen af april blev tre mænd med tilknytning til banden idømt seks, syv og otte måneders fængsel for afpresning af et tatovørpar i Odense få måneder tidligere.

De ankede alle dommen, og dermed bliver det Østre Landsret, der kommer til at afgøre sagen.

Den 19-årige overvejer, om han anker dagens dom. 

 

Oversigt

    Oversigt