Mekaniker-Lonnie: Jeg skal gøre mig fortjent til drengenes respekt

Lonnie Jensen uddanner sig til mekaniker og adskiller sig dermed fra normen i Danmark, som har et af verdens mest kønsopdelte arbejdsmarkeder.

Olie på fingrene,  reparation af motorer og arbejde med genstridige, gamle møgspande.

Det bruger Lonnie Jensen sine dage på. Hun er nemlig ved at uddanne sig til mekaniker på Syddansk Erhvervsskole som den eneste pige i en klasse fuld af drenge, og det var ikke nemt at starte som eneste pige i klassen. 

- Det første halve år til et år var svært. Når man går på grundforløbet, så er der en lidt anden holdning til piger generelt. Man skal fortjene noget respekt, før du får den, og før man kan mærke, at de respekterer dig, siger Lonnie Jensen.

Danmark halter bagud på ligestilling

Lonnie Jensen adskiller sig fra normalen ved at kaste sig over et fag, der traditionelt er domineret af et andet køn. I Danmark er det nemlig 60 procent af de erhvervsaktive, der er beskæftiget inden for brancher, der har mindre end 25 procent af det ene køn.

På Syddansk Erhvervsskole, hvor Lonnie Jensen læser, genkender man billedet af 'drenge- og pigefag.' Drengene vælger typisk håndværkerfagene, og pigerne vælger kosmetiker og frisøruddanneslerne, foræller studievejleder Lykke Pedersen.

Og netop vores kønsopdelte arbejdsmarked, som er et af verdens mest opdelte, kan være en af forklaringerne på, at Danmark har rykket sig nedad på ranglisten over landenes grad af ligestilling. 

I 2014 placerede Danmark sig blandt verdens mest ligestillede samfund og lå på en femteplads efter Island, Finland, Norge og Sverige på World Economic Forums rangliste for ligestilling. Siden hen er Danmark røget ned ad listen. I 2016 var Danmark røget ned på en 19. plads.

'Det spørger de kun om, fordi jeg er pige'

Lonnie Jensen er siden faldet godt på plads i klassen og har fået en elevplads hos Bayern Auto Group i Odense, men hun mærker også overraskelse blandt kunderne, når de bliver mødt af en pige i værkstedet.

Selv om overaskelsen ofte er blandet med beundring, og folk synes, hun er sej, bliver der alligevel tit sat spørgsmålstegn ved hendes valg af uddannelse. 

- De ville jo ikke gå hen og sige til en dreng: 'Hvorfor er du mekaniker?' Det er jo ikke noget, man spørger om. Det er kun noget, man spørger mig om, fordi jeg er pige, siger Lonnie Jensen. 

Forsker: Hun risikrerer at mistrives

Christina Jensen har forsket i sexisme på arbejdsmarkedet. Ifølge hende kan kønsfordelingen have stor betydning for Lonnie Jensens og andres trivsel i et fag, der er domineret af det modsatte køn.

 - Det kan have betydning for den arbejdsmæssige trivsel, fordi hun i højere grad føler, at hun skal integrere sig eller agere på deres måde for at blive accepteret.

 - Fordi hun er en kvinde, så skal hun i højere grad bevise sit værd, og at hun har styrken til at være mekaniker, siger Christina Jensen, der er forsker hos SDU.

Man kan dog tydeligt mærke, at der skal en del til at slå Lonnie Jensen ud, selv om hun fra starten har taget en utraditionel vej.

- Piger føler måske ikke, ligesom jeg gjorde i folkeskolen, at det er at valg, man kan tage at uddanne sig mekaniker. Man skal ekstraordinært gå ud og sige: 'Jo, ved du hvad, jeg kan faktisk godt lige biler. Jeg vil gerne være mekaniker!'

Oversigt

    Oversigt