Melodi Grand Prix 2014 til Odense

Odense bliver vært for det danske Melodi Grand Prix i 2014. Showet skal afvikles i Arena Fyn lørdag den 8. marts.

Udover Melodi Grand Prix bliver Odense også vært for MGP - børnenes Melodi Grand Prix - lørdag den 15. marts 2014.

- Vi ved, at Odense kan løfte den opgave og skabe rammerne for et super flot show og en kæmpe fest for alle, siger DRs underholdningsredaktør Rasmus Ladefoged til dr.dk.

Nyheden bliver modtaget med glæde af byens borgmester.

- På Fyn holder vi af fest og farver, og vi glæder os til at invitere hele Danmark med til to eventyrlige begivenheder, der uden tvivl vil begejstre både børn og voksne. I Odense ser vi frem til, at byen, som har fostret adskillige grand prix-vindere gennem tiden, skal syde og boble af Grand Prix-stemning, siger borgmester i Odense Anker Boye.

Ved showet i Odense skal Danmark finde sin deltager til det internationale Grand Prix, der bliver afholdt i København i maj.

- Grand Prix er en kulturel begivenhed for hele nationen, som vi i Odense kan få til at flyve højt i kraft af et stærkt samarbejde med Odense Sport & Event, Udvikling Fyn og byens kreative kræfter. Med vores fælles erfaring og know how er jeg helt overbevist om, at vi kan levere et arrangement, der vil vække genlyd i hele landet, siger borgmesteren.

Odense var sidst vært for Melodi Grand Prix i 1993, hvor showet blev afviklet i Odense Congress Center. Her løb Tommy Seebach af med sejren med sangen 'Under stjernerne på himlen'.

Oversigt

    Oversigt