I det fynske folks tjeneste

Mercado med i magtens centrum

Den fynske børne- og socialminister Mai Mercado får fast plads i regeringens magtfulde koordinationsudvalget. Mercado træder ind i udvalget i forbindelse med, at Brian Mikkelsen forlader regeringen og dansk politik

Den fynske børne- og socialminister, Mai Mercado, bliver fast medlem af regeringens magtfulde koordinationsudvalg. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix

Den fynske børne- og socialminister Mai Mercado kommer tættere på magtens centrum. I forbindelse med at erhvervsminister Brian Mikkelsen træder ud af regeringen og forlader dansk politik, bliver der plads til Mai Mercado i regeringens magtfulde koordinationsudvalg. 

Koordinationsudvalget, eller K-udvalget, som det bliver kaldt i politiske kredse, er det udvalg der behandler større væsentlige initiativer og sager fra regeringen, blandt andet større regeringsudspil og lovforslag.

Jeg er som fynbo glad for at få en plads i Regeringens  Koordinationsudvalg og dermed en mere central placering i Regeringen

Mai Mercado

Den fynske minister glæder sig over, at komme med i regeringens inderkreds.

- Jeg er som fynbo glad for at få en plads i regeringens koordinationsudvalg og dermed en mere central placering i regeringen, siger Mai Mercado til TV 2/Fyn onsdag aften.

Begyndte karrieren i Odense Byråd

37-årige Mai Mercado blev første gang valgt til Folketinget i 2011 og blev udnævnt til børne- og socialminister i november 2016, da statsminister Lars Løkke Rasmussen, Venstre, valgte at udvide den smalle Venstreregering med partierne Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Mai Mercado stammer fra Nørre Aaby på Fyn. Hun begyndte sin politiske karriere som byrådsmedlem i Odense i 2006.