I det fynske folks tjeneste

Mere end et års fængsel venter Erik Skov

Tidligere domme om bedrageri viser, at Erik Skov Pedersen næppe undgår en fængselsstraf på adskillige måneder.

Tidligere domme om bedrageri viser, at Erik Skov Pedersen næppe undgår en fængselsstraf på adskillige måneder

Kigger man på tidligere domme for bedrageri, venter der Erik Skov Pedersen et længere ophold i et fængsel.

Den 47-årige forretningsmand og tidligere pressechef for Det Konservative Folkeparti har tilstået bedrageri for cirka 2,4 millioner kroner i fredagens grundlovsforhør i Lyngby, men politiet mener, at svindelen løber op i mere end seks millioner kroner.

Når politiets efterforskning er overstået, skal anklagemyndigheden beslutte, hvad Skov Pedersen skal stå til regnskab for i en retssal - og derefter udfærdige en tiltale.

I en dom fra 2005 blev en mand straffet med fængsel i et år og tre måneder for at have bedraget en person, som han var rådgiver for.

Cirka to millioner kroner blev brugt til risikofyldte investeringer, og pengene blev tabt.

I en anden dom om bedrageri og mandatsvig med hensyn til knap 7,3 millioner kroner endte straffen med fængsel i to år og ni måneder, fremgår det af forlaget Thompsons juridiske værk "Domme i Kriminelle Sager 2005."

Nogle gange ender bedragerisager med, at kun en del af straffen skal afsones.

Dette kaldes en kombinationsdom. For eksempel blev en indehaver af en møbelfabrik idømt fængsel i et år og tre måneder for bedrageri for cirka en million kroner.

I det tilfælde skulle den dømte afsone de tre måneder, mens de 12 måneder blev vekslet til 240 timers samfundstjeneste.