I det fynske folks tjeneste

Mere "energi" til GOG

Energi Fyn er nu en af GOG hovedsponsorer.

GOG og Energi Fyn styrker det sponsorsamarbejde, som de to selskaber indledte i 2012. Nu med Energi Fyn som en af hovedsponsorerne.

GOG har igennem de seneste år opbygget et stærkt hold både sportsligt og økonomisk.

Energi Fyn er fynboernes elselskab, og derfor er det ganske naturligt, at den fynske el-virksomhed vælger at fortsætte og styrke samarbejdet med et af Fyns sportslige fyrtårne.

- Det glæder mig, at vi kan fortsætte det gode sponsorsamarbejde med GOG, og vi ser frem til også at følge dem i håndboldligaen i 2016. Vores styrkede partnerskab med GOG understøtter i høj grad vores ambition om at udvikle Fyn, og samtidig giver det os mulighed for at nå endnu flere af vores kunder, siger Bent Agerholm, koncernchef i Energi Fyn.

Han tilføjer, at Energi Fyn støtter både elite- og breddeidrætten på Fyn, og derfor er det en vigtig del af aftalen, at også amatørafdelingen under GOG indgår i samarbejdet.

Det betyder blandt andet, at Energi Fyns logo er på spillertrøjerne i hele foreningen.

- Vi er glade for, at fortsætte samarbejdet med Energi Fyn, så vi kan fokusere på det sportslige i kampen om at forblive i toppen af dansk håndbold. Det er yderst positivt, at Energi Fyn vil fortsætte samarbejdet som hovedsponsor. Det gør vores muligheder for succes endnu større i fremtiden. Ud over selve sponsoratet har vi også et samarbejde med Energi Fyn omkring sponsorordningen FynskSupport, hvor vores medlemmer kan støtte os via deres el- og gasforbrug. I år fik vi udbetalt 27.640 kroner via FynskSupport ordningen, fortæller Kasper Jørgensen, direktør i GOG Sport A/S.

Sponsoraftalen mellem GOG og Energi Fyn løber frem til sommeren 2016.

Ved du noget? Så send os et tip