Mere natur for EU-penge

Der skal bruges flere penge på at genoprette naturen i EU. Det mener den fynske politiker Dan Jørgensen (S), der netop nu kæmper for sit synspunkt i Europaparlamentet.

Tag penge fra landbruget og brug dem i stedet på naturen. Sådan mener fynske Dan Jørgensen at fremtiden skal være.

- Nu synes jeg, at man i rigtig mange år har givet rigtig mange penge til landbruget. Landbruget som ret ofte har været med til at ødelægge vores natur. Så var det måske rimeligt nok, at man tog bare lidt af de penge og gav til at genoprette naturen, siger Dan Jørgensen.

Forleden blev arbejdet med naturen langs Odense Å udpeget som det bedste naturgenopretningsprojekt i hele EU.

Og det er den slags naturgenopretning, Dan Jørgensen mener, at der skal være flere penge til.

Projektet har i alt kostet 32 millioner kroner hvor af de 14 kom fra EU. Odense Å er igen blevet snoet, mens der er blevet genskabt 350 hektar vådområder i Ådalen.

I dag bliver der ifølge Dan Jørgensen brugt 0,2 procent af EUs budget på naturgenopretning.

- Altså ikke engang en procent. Det er simpelthen for lidt, så vi skal op og have mindst en procent af EUs budget, der går til den her slags projekter, hvis det står til os.

Nu og de kommende 3-5 måneder forhandler EU-Parlamentet netop om budgetterne. Dan Jørgensen er optimistisk på naturens vegne.

- Vi oplever stor modstand den borgerlige fløj af Europa-parlamentet, men vi har heldigvis støtte fra EU-Kommissionen og andre, så jeg håber stadigvæk, at det her kan lykkes, siger Dan Jørgensen.

Oversigt

    Oversigt