Mere selvbetjening på nyt odense.dk

Odense Kommune lancerede i weekenden en ny hjemmeside med nyt design, nye funktioner og masser af selvbetjening.

"Der er et liv uden for køen", er mottoet for Odense Kommunes nye hjemmeside, der i følge kommunen har fået smartere design, nye funktioner og mere brugervenlighed.

- Når borgerne besøger odense.dk, er det fordi, de har et ærinde. De kommer ikke bare ind på siden for at kigge lidt.  Derfor skal siderne også afspejle de behov, som borgerne har, hvad enten det handler om at finde plads til barnet i en daginstitution, søge om boligstøtte, flytte, finde et kulturtilbud eller noget helt femte, fortæller webchef Birgit Pedersen fra Odense Kommune.

Ny webstrategi

Alle 15.000 sider på odense.dk er blevet skiftet ud med et mere overskueligt og moderne layout, og på alle sider finder borgerne en grøn boks med link til selvbetjening.

- Vi tilbyder nu rigtig mange muligheder, så borgeren kan betjene sig selv og ordne ærinder hjemmefra sin computer på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet. Dermed kan han eller hun undgå at stå i kø eller skulle ringe. Det er lettere for borgeren, og administrativt billigere for kommunen, pointerer Birgit Pedersen.

Kommunen har fået udarbejdet brugeranalyser og test for at finde frem til det nye design på hjemmesiden, der nu giver hurtig adgang til særligt populære områder som eksempelvis børnepenge, pas og kørekort samt byggegrunde.

- Vi har testet det nye layout på en række borgere, og det har været rigtig godt og lærerigt for os. Fremover vil vi være i løbende dialog med brugerne af odense.dk. Efter sommerferien vil vi eksempelvis oprette brugergrupper, som skal bidrage med forslag til den videre udvikling af odense.dk, fortæller Birgit Pedersen.

Relanceringen af kommunens hjemmeside er blot første hug af en lang række i kommunens webstrategi.

På lidt længere sigt er målet også at bruge internettet til at inddrage borgerne i højere grad i kommunens processer og beslutninger - f.eks.  med digitale høringer, kommenteringsmuligheder og byrådsmøder transmitteret direkte på web.

Odense.dk har omkring 5000 besøgende om dagen.

Besøg odense.dk

Oversigt

    Oversigt