I det fynske folks tjeneste

Mere sporarbejde: I aften erstattes toget af bussen

01:20

1 af 2

DSB og Banedanmark skal i maj reparere og forbedre jernbanesporet på Østfyn. Fra i aften afløser togbusser derfor toget mellem Odense og Roskilde.

Fra onsdag aften klokken 22 og indtil søndag formiddag klokken 10 bliver jernbanen mellem Odense og Nyborg spærret for al trafik.

Alle rejsende i Kristi himmelfartsferien skal derfor med togbus mellem de to fynske stationer.

Fra den 13. maj til den 17. maj udvides lukningen af jernbanen til at gå fra Odense og hele vejen til Roskilde.

- Det er en stor mundfuld for passagererne, når vi skal arbejde på hovedstrækningen, hvor der er rigtig mange, der tager toget hver dag. Men vi vælger perioder, hvor vi ved, at der er færrest passagerer på strækningen. Så vi prioriterer efter, hvornår vi generer mindst muligt, siger Steen Neuchs Vedel, der er direktør for anlæg hos Banedanmark, i en pressemeddelelse.

Indtil sporarbejdet mellem Odense og Roskilde er afsluttet, vil der på strækningen køre færre tog end normalt.

-  Når vi fornyr banen, er vi meget opmærksomme på at genere togtrafikken mindst muligt. Men vi fornyr banen for at sikre et stabilt spor, der giver en mere behagelig togrejse og færre forsinkelser, skriver Banedanmark videre.

Dette skal Banedanmark forbedre på den østfynske jernbane:

  • Forny 17 km skinner
  • Forny 30 km sveller
  • Udskifte 31 sporskifter - heraf 15 i Odense Øst
  • Ballastrense 55 km spor - heraf 13,2 km med ny sporkasse
  • Ombygge tre broer

    Banedanmark fornyr jernbanen på strækningen mellem Nyborg og Odense for at sikre, at de også fremover kan levere tog til tiden. De skifter skinner, sveller, sporskifter og sporkasse. Samtidig stabiliseres sporets underlag - sporkasse og ballast (skærverne) - så passagererne fremover vil opleve en mere behagelig togrejse.

 

Ved du noget? Så send os et tip