Mesterskab i vækst: Kårer Fyns bedste entreprenør

Årets fynske vækstskaber bliver udnævnt til Entrepreneur of the Year 2017 torsdag.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvordan kan idéer, nye løsninger og teknologi blive solide forretningskoncepter, der skaber succes og vækst?

Det er nogle af de svar man kan få, når EY kårer årets fynske mester i entreprenørskab torsdag aften.

Vinderen skaber ikke bare flotte tal på bundlinjen. Med i vurderingen er også entreprenørens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement. 

- De skal kunne vise, at de tør tage nogle risici, og at de gør det klogt. I øjeblikket oplever hele verden et stort set synkront opsving, så nu skal virksomhederne vise, at de forstår at udnytte det, siger Søren Vilby, der sidder i dommerkomitéen. 

De stærkeste danske kandidater deltager i regionskåringer og går videre til finalen, hvor der kåres en vinder i Danmark.

EY Entrepreneur Of The Year er en global begivenhed, der kører i over 50 lande. Alle de nationale vindere deltager i World Entrepreneur Of The Year.

Nominerede til hovedprisen

Medarbejdernes pris 

Søren Vilby vandt med sin virksomhed Micro Matic prisen på Fyn sidste år og efterfølgende landsfinalen i Danmark. Virksomheden producerer fadølsudstyr og er markedsledende globalt set. For sjette år i træk har de øget både bund- og toplinje via en stærk innovationskultur.

I Micro Matic har de haft fokus på "hverdags-entreprenørskab" og investeringer i en højautomatiseret supply chain. 

- Prisen har betydet en enorm stolthed blandt medarbejderne globalt. Vi har kommunikeret det meget ud, at det er medarbejdernes pris. For det er jo dem, der kommer hver dag og har gjort det muligt, siger Søren Vilby.

Man går selv og synes, man gør det godt og knokler med tingene. Så er det dejligt, at nogen udefra kommer med den anerkendelse. 

Entreprenørånden tæller

I år er 25 fynske virksomheder i spil i hovedkonkurrencen. Nogle af dem er enormt innovative, mens andre er stærke på produktion, globalisering eller noget helt tredje. 

Juryen lægger ikke alene vægt på vækstraterne, men også på fortællingen om virksomheden, og at ejeren/ejerne fortsat har bestemmende indflydelse. Øverst skal entreprenør-ånden svæve med evnen til at skabe nyt og forny bestående.

- Det er blandt de bedste virksomheder, vi har på Fyn, og med nogle ildsjæle bagved, mennesker, der virkelig brænder for at starte noget og skabe noget nyt. De har alle en god historie at fortælle, og du kommer ikke til at stå der, hvis du ikke lever op til de krav, siger Søren Vilby. 

Sidste år løb Micro Matic med prisen som årets entreprenør. 

Unge fynske talenter

Deltagerne i salen kommer til at stemme om en vinder i kategorien start-up. Tre nominerede nye fynske talenter pitcher deres forretningsideer og skal overbevise deltagerne i salen om, at de har det bedste og mest interessante koncept.

Kubo Robotics udvikler teknologiske lærings-redskaber. Produktet består i puslespilsklodser, der i samspil med en robot hjælper skolebørn i indskolingen med at lære at stave.

Feedbacken fra robotterne kan analyseres og vise hvor langt børnene er i indlæringen. Det kan hjælpe undervisere til at sætte ind overfor de børn, der har vanskeligheder, og sørge for, at de får den rette hjælp, så de kan støttes op på niveau med de andre børn.

Kubo arbejder hårdt på at komme ud på det globale marked og har en målsætning om at entrere på 5-7 markeder om året.

Griber til verdensmarkedet

On Robot er et såkaldt born global selskab, der udvikler innovative gribere til de små samarbejdende robotter. Formålet er at hjælpe kunderne med at få fuldt udbytte af deres kollaborative robotter, som indgår i produktionen.

Fleksibilitet, brugervenlighed og tilpasningsevne er nøgleord, der gør at griberen kan opsættes og bruges uden assistance fra ingeniører.

On Robot lægger meget stor vægt på fleksibilitet ved deres leverandører. De har derfor langt de fleste leverandører på dansk jord, og en meget stor andel bliver produceret på Fyn.

Tredje nominerede i start-up kategorien er Pakkelabels.dk, der udvikler og driver et online pakkeadministreringssystem.

I dag har de mere end 15.000 kunder. Systemet er udviklet efter stifternes erfaring fra et lagerhotel, som de startede tidligere, hvor de opdagede, hvor ufleksibelt det var for små virksomheder at få en ordentlig fragtaftale.

Pakkelabels.dk har i dag kunder, der sender alt fra 3 pakker om året til flere tusinde om ugen. De har skabt en forretningsmodel, der i modsætning til mange andre iværksættere gør, at man ikke kommer i likviditetsmangel.

Nominerede i start-up kategorien

 

 

 

Oversigt

    Oversigt