Mesterspil da OB tævede AGF

OB var flyvende og gav mange prøver på fodboldspil i mesterklasse, da fynboerne hjemme nedsablede AGF med 6-1 i SAS Ligaen.

OB hænger fortsat på i kampen om det danske fodboldmesterskab efter en storsejr på 6-1 over AGF her til aften. Fynboerne kan med de tre point også godt forberede sig på europæisk fodbold i næste sæson, da de nu kun i teorien kan hentes på SAS Ligaens tredjeplads af FC Midtjylland, der er 15 point efter med fem spillerunder igen.

Bronzemedaljerne er dermed næsten med sikkerhed i hus, men bedømt ud fra aftenens opvisning hjemme mod AGF kan det sagtens blive til endnu mere for de ambitiøse fynboer, der lige nu er henholdsvis to og fire point efter Brøndby og FC København. Der var ganske enkelt mesterskabsklasse over spillet på Fionia Park.

Allerede med en halv time igen kunne størstedelen af de 12.732 tilskuere fejre sejren ved at gjalde "legestue" ned mod et yderst velspillende OB-hold. På det tidspunkt havde Hans Henrik Andreasen akkurat headet værterne i front med 5-1.

Scoringsshowet begyndte efter et kvarter, hvor OB-topscorer Peter Utaka sparkede 1-0-føringen ind. Fem minutter senere øgede samme Utaka til 2-0 efter aftenens flotteste opspil, inden angrebskollega Njogu Demba-Nyrén gjorde det til 3-0. AGF reducerede før pausen på straffespark ved Jakob Poulsen.

Målet satte dog ikke AGF i gang. Århusianerne fortsatte det horrible forsvarsspil, mens OB'erne legede videre. Demba-Nyréns mål til 4-1 var aftenens flotteste i skarp konkurrence med flere andre OB-mål. Heriblandt indskiftede Björn Runströms, der med 6-1-målet lukkede OB-festen.

Oversigt

    Oversigt