Metal: sort dag for værftsindustrien

Dansk Metal beklager, at skibsbyggeriet på Lindø ophører. Det er en katastrofe, siger formanden.

- Det er med stor beklagelse, vi har modtaget meddelelsen om nedlæggelsen af skibsbyggeriet på Lindø fra 2012, siger formanden for Dansk Metal, Thorkild E. Jensen.

For Metals medlemmer på værftet, for Nordfyn og Fyn i det hele taget, er det en katastrofe, tilføjer han.

Dansk Metal har ca. 1800 medlemmer på Lindø inkl. lærlinge. Hertil kommer et stort antal medlemmer hos underleverandører til værftet.

- Det siger sig selv, at dt ikke mindst i den nuværende situation bliver utroligt svært for mange at finde nyt job, siger Thorkild E. Jensen.

- Derfor håber jeg også, at udviklingsmulighederne i Lindø Industriservice og Lindø Industripark kan give job til mange af værftsarbejderne. Jeg kan derfor ikke stærkt nok appellere til, at man fra alle sider hurtigt og effektivt sætter ind med den nødvendige uddannelse og aktivering, siger han.

3 F rystet

600 3F'ere står til at miste deres arbejdsplads, når Lindø-væftet lukker i begyndelsen af 2012.

De godt 3.000 ansatte blev orienteret om beslutningen mandag lidt over middag, og det var ikke én, de var forberedt på, skriver Nyhedsbrevet3F.

- De er rystede. Alle vidste da, at der var problemer, men ingen havde ventet, at man lukker helt ned. Det er en katastrofe, siger Jan Johansen, der er næstformand i 3F Østfyn og selv tidligere tillidsrepræsentant på værftet.

- Vi har verdens største flåde af containerskibe, og så er det chokerende, at der ikke er plads til et værft, der udvikler de skibe. Og det er rigtig kedeligt, at så stor en koncern ikke har plads til at bevare et af verdens bedste værfter. Men det er jo udviklingen, at den tunge industri flytter fra Danmark, siger Jan Johansen til Nyhedsbrevet 3F.

Det eneste tilbageværende nybygningsværft i Danmark vil derefter være Carstensen i Skagen, hvor der bygges fisketrawlere.

Oversigt

    Oversigt