Metervis af guld stråler i Svendborg

Guld og lyserødt i lange baner. Dekoratører og malere bruger i disse dage mængder af bladguld og modige farver til at dekorere Guldsalen i Borgerforeningen i Svendborg, så den kommer til at leve op til sit navn.

- Det har været vigtigt for os at udgangspunkt i bygningens stil og historie. Vi skulle have en vis form for respekt for det, der var engang. Men jeg synes også, det var vigtigt, at vi fik bygningen med ind i det nye årtusinde. Det har været en balancegang at få de to ting fusioneret, fortæller Gitte Mandix.

Gitte Mandix er til daglig dekoratør-lærer på Svendborg Erhvervsskole, men har valgt at tage orlov for at tage videreuddannelse som Dekorationsmaler.

Og hun har sammen med en medstuderende været med til at designe borgerforeningens nye look.

Udover de lange baner, krummelurer og figurer af guld, har dekoratørerne malet salen i røde og lyserøde farver.

- De fleste mennesker står jo af ved ordet lyserød, når man siger, at man skal male salen den farve. Det er en farve, som mange mennesker har en holdning til, og den har også kostet en lille smule overtalelsesevne. Men jeg synes, at alle har været positive over for at prøve noget nyt, siger Gitte Mandix, der også har prøvet at blive ringet op af folk, der var forskrækkede over, hvor skrækkelige de lyserød vægge så ud i første omgang.

- Så siger man: 'Klap lige hesten, vi er jo ikke færdige. Vi har ikke guldet på endnu', fortæller hun, og fortsætter med at forklare, at de fleste godt kan se fidusen i de lyserøde og guldbelagte vægge nu, hvor salen ser lidt mere færdig ud.

Hele salen skal stå færdig, så Borgerforeningen kan åbne d. 31. juli.

Dekorationsmalerne

Oversigt

    Oversigt