Mette Bock i debat om teatre: I skal sælge flere billetter

Teaterfolk fra hele landet mødtes mandag i Odense til debat om scenekunstens fremtid. De blev mødt af to krav fra kulturministeren: Sælg flere billetter. Og tænk nyt.

Uden relevans, ingen penge. Uden nytænkning, ingen fremtid.

Sådan kan kulturminister Mette Bocks budskab til teaterbranchen siges kort.

Odeon i Odense og Odense Koncerthus var mandag fyldt med repræsentanter for dansk scenekunst. Teaterbranchen var indkaldt til møde med kulturministeren for at se på mulighederne for reformer på scenekunstområdet.

- Det kan ikke nytte noget, at vi har meget fine teaterbygninger, hvis ikke de bliver brugt. De bliver brugt, men de skal bruges endnu mere, siger Mette Bock.

Plads til forbedring

Kulturministeren henviser til de seneste års kraftige vækst i antal solgte billetter på andre kunst- og kulturområder, for eksempel museumsområdet, og påpeger plads til forbedring på dette punkt blandt teatrene.

- Det er en forudsætning for at møde det samfund, vi lever i, at have en relevans. Man er nødt til at være der, hvor borgerne er, siger Mette Bock.

Relevans for borgerne var et af i alt tre temaer, som blev sat til debat på konferencen i Odense, hvor lidt over 300 professionelle aktører deltog. Desuden blev de økonomiske rammer for dansk scenekunst debatteret, og endelig blev der taget fat på en diskussion om muligheden for nye indtjeningsmuligheder for teatrene.

Mette Bock ser gerne, at der bliver indført et system med incitament til selv at skabe indtægter ud over den faste offentlige støtte.

- Jeg kunne godt tænke mig at være med til at diskutere, om vi i de investeringer, vi gør fra statens side, kan have nogen incitamenter, der belønner at skabe egne indtægter. For økonomien skal jo være i orden. Hvis økonomien ikke er i orden, så bliver kunsten trængt tilbage, siger Mette Bock. 

Fynsk forslag til ministeren

Kravet fra kulturministeren er allerede blevet mødt med et svar fra fynske teatre:

- Vi har stillet et konkret forslag til ministeren om, at alle de teatre, der modtager støtte, afgiver en procent af deres støtte, som kan bruges som frie midler. De penge kan bruges til samarbejder og til frie kunstnere. Vi synes, det er et godt tilbud, som vi er spændt på at høre kulturministerens svar på, siger Jens August Wille, direktør på Odense Teater.

Forud for konferencen i Odense har både borgere og det professionelle scenekunstmiljø haft mulighed for at bidrage med forslag til nye initativer og ideer. Det er blandt andet sket på Facebook under overskriften "Dine ønsker til fremtidens scenekunst". 

Hør Odense Teaters direktør Jens August Willes svar til kulturministerens krav.

Oversigt

    Oversigt