I det fynske folks tjeneste

Michaels Vipse taler ud: Sådan er vores liv på landet

Foto: Flemming Ellegaard

På Langeland har Vibeke Nielsen efterhånden vænnet sig til livet som bondekone. Men det er faktisk ikke altid lige nemt at være gift med en landmand. Og det sætter fynsk landbrugsrådgivning nu fokus.

- Jeg var jo godt klar over, at landmænd arbejder meget. Det gør fiskere også. Og jeg kommer jo fra en fiskerby.

Vibeke "Vipse" Nielsen sidder i køkkenet på hende og Michael Hansens gård på Langeland.

Det er snart et år siden, at TV2-programmet "Landmand søger kærlighed," hvor de to fandt hinanden, rullede over skærmen.

Jeg har ikke tid til at stå herhjemme og kokkerere, for at de kan være i marken. Jeg har jo også mit arbejde at passe.

Vibeke "Vipse" Nielsen.

- Så det kom egentligt ikke bag på mig, slutter Vibeke Nielsen sætningen.

Men det er det tilsyneladende kommet på andre landmandskoner. 

Onsdag afholder den fynske landbrugsrådgivning Centrovice nemlig foredraget med titlen "Gift med en landmand."

Indtil videre har hele 60 kvinder og mænd tilmeldt sig arrangementet.

Og det er der ifølge Lone Bendixen, som står bag foredraget, en ganske god grund til:

-  Der er stadig mange landmænd, som egentligt synes, det er helt naturligt, at landbruget altid kommer i første række. Og alt andet i anden række.

Vibekes indflytning måtte vente

Selvom Vibeke Nielsen på Langeland godt vidste, hvad hun gik ind til, så husker hun stadig, hvordan det var at flytte ind hos Michael Hansen.

Hun flyttede nemlig ind i juli. Lige før høst:

- Alle mine ting, de stod jo læsset op inde i spisestuen i nogle måneder, indtil der ligesom var tid til, at vi kunne gøre noget, siger hun og griner.

Det gør ikke Vibeke Nielsen noget, at landmandslivet tager kærestens tid. Det er næsten værre med jagten:

- Det, der faktisk er kommet mest bag på mig, er hvor meget han er væk nu, hvor bukkejagten er gået ind. Det er jo tidligt om morgenen. Og så igen om aftenen.

Her bryder Michael Hansen ind:

- Altså om morgenen, der plejer jeg da at være hjemme igen, inden du står op.

Svært at være moderne bondekone

Men landmanden fra Langeland kan godt forstå, hvis det kan være hårdt at bo sammen med typer som ham.

- Når det er sådan et fint vejr, som det er i dag, så er det jo svært bare at sidde herinde.

For når man gifter sig med en landmand, så gifter man sig også ind i en landbo-kultur med et helt sæt af sagte og usagte forventninger.

Fra artiklen

Og de mange timer, det koster at være landmand, er ikke engang den største udfordring, mener Lone Bendixen fra Centrovice.

For når man gifter sig med en landmand, så gifter man sig også ind i en landbo-kultur med et helt sæt af sagte og usagte forventninger.

- Måske forventer manden, at konen vil lægge hus til, at folkeholdet, der arbejder på gården spiser med til frokost. Der kan også være en forventning om, at konen kommer ud i marken med mad, når der er travlt i høst. For det har hans mor måske altid gjort, siger Lone Bendixen.

Men den moderne kvinde, der i dag gifter sig med en landmand, ligner i reglen slet ikke den ældre generation. De arbejder ude, de har et liv uden for gården. Og derfor kan de lidt gammeldags forventninger let skabe konflikter i ægteskabet, forklarer Lone Bendixen.

Hendes råd er, at mand og kone sætter sig ned og taler situationen igennem.

- Det er enormt vigtigt, at man får forventningsafstemt, siger Lone Bendixen.

Ingen mad i marken

På Langeland har Vibeke Nielsen og Michael Hansen ikke for alvor sat sig ned og snakket situationen igennem. Men Vibeke Nielsen er heller ikke bange for at sige fra.

Og mad i marken, det får Michael Hansen i hvert fald ikke.

- Nej, det har jeg slet ikke tid til. Jeg har ikke tid til at stå herhjemme og kokkerere, for at de kan være i marken. Jeg har jo også mit arbejde at passe.

Vibeke Nielsen arbejder som fodterapeut i Rudkøbing, og det stiller nye krav til Michael Hansen.

- Ja, Michael har maddag om mandagen, for der arbejder jeg længe. Men ellers så er det mest mig, der laver mad.

Michael Hansen smiler genert. Ordningen passer ham egentligt meget godt. Både den ugentlige maddag, og at der kun er én:

- Jeg kan egentligt godt lide at lave mad. Jeg har bare aldrig været særlig god til det, siger han.

Du kan læse mere om Centrovice' arrangement onsdag aften her.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.