I det fynske folks tjeneste

Micro Matic er Danmarks bedste entrepreneur

01:27

1 af 2

Micro Matic i Odense blev udnævnt til landsvinder ved EY Entrepreneur Of The Year 2016, da den prestigefyldte pris blev uddelt af Ernst & Young (EY) i Bella Centret torsdag aften.

Det blev den fynske virksomhed Micro Matic A/S, der løb med hovedprisen som EY Entrepreneur Of The Year 2016.

Virksomheden har en position som globalt ledende inden for udstyr til udskænkning af fadøl og skal nu også repræsentere de danske farver ved World EY Entrepreneur Of The Year i Monaco i 2017, hvor flere end 50 lande vil dyste om sejren.

- Juryen har i sit valg af Micro Matic lagt særlig vægt på, at ledelsen er lykkedes med en transformation af virksomheden gennem fokus på kerneforretningen og ved strategiske valg og fravalg,  siger Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør i EY Entrepreneur Of The Year, og tilføjer:

- Virksomheden har en lang og indholdsrig historie og har gennemgået en spændende udvikling. Vi har at gøre med et fantastisk eksempel på stærkt og vedvarende entrepreneurskab. ”

I sin begrundelse fremhævede juryen, at prisen også er en anerkendelse af den store indsats, som virksomhedens stiftere har ydet gennem aktivt at tage del i og præge regionens erhvervsliv i positiv og konstruktiv retning.

Micro Matic er globalt ledende indenfor udstyr til udskænkning af fadøl. De leverer til alle de store internationale bryggerier og sidder på 80 procent af verdensmarkedet. Hovedmarkedet er USA.

 

Læs også Entrepreneur of the Year: Fynske fadølsanlæg med fut i

 

Micro Matic har sat rekord i vækst og har de sidste fire år fordoblet årets resultat fra 66 millioner kroner i 2011 til 136 millioner kroner i 2015.

Tog også globaliseringsprisen
Udover landsprisen fik Micro Matic også EYs globaliseringspris.

Her sætter EY fokus på de vækstvirksomheder, der realiserer mulighederne på de globale markeder og dermed ikke alene skaber egen succes, men også viser andre danske virksomheder vej til den store verden.

 

Om EY Entrepreneur Of The Year

EY Entrepreneur Of The Year er verdens største konkurrence for vækstvirksomheder og en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.

I 2016 er der 1.260 virksomheder i Danmark, der møder kravene for deltagelse: Entrepreneuren er indehaver af et aktie-, anpartsselskab eller lignende, virksomheden har eksisteret i mindst tre år, seneste regnskab viser positivt resultat og positiv egenkapital, virksomheden har mindst 20 ansatte og haft vækst i antallet, virksomheden har haft minimum 15 procent vækst i omsætning eller bruttoavance.

- Fælles for alle virksomhederne i konkurrencen er, at de har succes og skaber job og udvikling. Med EY Entrepreneur Of The Year vil vi hylde de virksomheder og inspirere andre til at tænke i samme retning og måske gå samme vej. Det er essensen i konkurrencen. Vi ser virksomhedsejerne som rollemodeller, og mens hver vækstvirksomhed har sin egen historie og specielle karakteristika, så er der også fællestræk, som går igen – ikke mindst en stærk vision, vilje og vedholdenhed, ” siger Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør i EY Entrepreneur Of The Year.

 

Tre andre fynske virksomheder var nomineret til forskellige priser.

Odensevirksomhederne Intelligent Banker og Mobile Industrial Robots var nomineret til Startup-prisen, mens Scangrip i Svendborg var nomineret til Innovationsprisen, men de priser gik til henholdsvis European Protein i Bække og Dansk Ingeniørservice i Skanderborg.

Ved du noget? Så send os et tip